
Efter klage: Sønderborg tæller stemmer om
tekst Mads Brandsen
Fredag fra klokken 8 danner Dybbøl-Hallen rammen om en fintælling af samtlige 41.012 afgivne stemmer til kommunalvalget i Sønderborg.
Det er et enigt byråd blevet enige om onsdag, oplyser kommunen.
Beslutningen sker på baggrund af en klage fra Det Konservative Folkeparti, og sker alene for at sikre, at resultatet er helt korrekt. Der er ifølge borgmester Erik Lauritzen (S) ingen mistanke om snyd eller fejl ved valget.
Forvaltningen vurderer ikke, at der er sket fejl i optællingen, der kan give anledning til at tro, at den nye optælling vil ændre det samlede resultat.
Fintællingen koster ifølge Sønderborg Kommune i omegnen af 350.000 kroner. mdbr@kl.dk