
Borgmesterkandidat vil omdøbe Hillerød Kommune
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Torsdag afslørede borgmesterkandidat for Det Konservative Folkeparti i Hillerød, Peter Ingemann Bentsen, overfor TV 2 Lorry, at partiet vil omdøbe Hillerød Kommune til Frederiksborg Kommune.
I et opslag på Facebook uddyber Konservative i Hillerød, at det skal give mere sammenhængskraft i hele kommunen.
– Efter at have lyttet til indbyggerne i de byer, som blev en del af Hillerød ved den seneste Kommunalreform i 2007, står det helt klart for Det Konservative Folkeparti, at de byer, der er væsentlige bidragsydere til kommunen ofte føler sig overset/-hørt i helhedsbilledet. Dette specielt i forhold til allokering af budgetmidler til udvikling og infrastruktur i lokalsamfundet, skriver de, og pointerer, at det blev bekræftet i mange indlæg fra fremmødte til et vælgermøde i Skævinge onsdag.
Partiet skriver, at med det nye navn vil alle kunne føle sig hjemme uanset hvilken af de 13 byer, der udgør kommunen, man bor i.
Partiet mener også, at en væsentlig del er, at Hillerød Forsyning skifter navn til Frederiksborg Forsyning i lyset af de skandaler, der har været i de seneste år.
– Frederiksborg Forsyning er vigtig i den grønne omstilling. Navneforandringen til Frederiksborg Forsyning vil inkludere, at det er alles forsyning og ikke blot Hillerøds! Vi er overbeviste om, at det kan fremme ejerskabet til den grønne omstilling i de 12 byer, der ikke hedder Hillerød, da den grønne omstilling nu ikke kun foregår i Hillerød, skriver Konservative i Hillerød på Facebook. marp@kl.dk