
Nyoprettet lokalliste får borgmesterposten i Odsherred efter lange forhandlinger
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
I Odsherred gik der tre dage med hårde forhandlinger, før borgmesterposten faldt på plads.
Det bliver Karina Vincentz Andersen fra lokallisten Nyt Odsherred, der efter nytår kan kalde sig borgmester. Lokallisten består af en udbrydergruppe fra Venstre og stiller op for første gang. Hun overtager fra Thomas Adelskov (S), der har været i spidsen for kommunen de seneste 12 år.
Konstitueringen sker i samarbejde mellem Nyt Odsherred, Radikale Venstre, Venstre, Nye Borgerlige, Konservative og Dansk Folkeparti, der i alt tæller 13 mandater. Der sidder i alt 25 i Odsherred Byråd.
Til TV 2 Øst siger Karina Vincentz Andersen, at hun blev borgmester på et ønske fra Radikale Venstre, der ikke er med i den politiske aftale, men med i aftalen om, hvem der skulle være borgmester.
– En af grundene til, at det har taget så lang tid at blive enige, er, at vi har brugt tid på at diskutere hver enkelt ting og kigge hinanden i øjnene, for at se om det var noget, vi kunne stå på mål for. Det er vigtigt, at alle partier og lister kan se sig selv i det, ellers holder det kun en uge, og det her skulle gerne holde i fire år, siger Karina Vincentz Andersen til TV 2 Øst.
Det nyopstillede Nyt Odsherred fik fire mandater, lige så mange som Venstre, der gik tre mandater ned, mens Socialdemokratiet blev kommunens største parti med 36,6 procent af stemmerne og ti mandater, hvilken er en tilbagegang på to mandater. Socialdemokratiets spidskandidat og siddende borgmester Thomas Adelskov blev ligeledes valgets stemmesluger i kommunen med 3.707 personlige stemmer. marp@kl.dk