
Forsyningsdirektør politianmeldt for underslæb
tekst Anna Törnqvist Jensen
Det var Aalborg Forsyning, der lagde ud, da Søren Gais, der er direktør for Aalborg Forsyning samt direktør for miljø- og energiforvaltningen i Aalborg Kommune, for fire og et halvt år siden indlogerede sig en enkelt nat på Helenekilde Badehotel. Det skriver B.T.
Der var bestilt et værelse til to personer, og regningen lød på omkring 2.100 kroner. Søren Gais er nu blevet politianmeldt for at have brugt offentlige midler på hotelturen. Politianmeldelsen kommer i kølvandet på, at Jakob Nørgaard og Rikke Gaardboe, som står bag podcasten ’Aktindsigterne’, har søgt aktindsigt i dokumenter fra hotelopholdet.
Ifølge B.T. skulle Søren Gais til bestyrelsesuddannelse hos Dong, og efter der blev søgt aktindsigt i sagen, er Søren Gais blevet bedt om at betale 900 kroner for opholdet tilbage til Aalborg Forsyning.
Til B.T. skriver Søren Gais i et skriftligt svar, at der er tale om en fejl.
– Egenbetalingen er ved en fejl ikke blevet faktureret til mig før en gennemgang af bilagsmaterialet i forbindelse med aktindsigten i efteråret 2021. Fejlen skyldes, at administrationen har overset en håndskreven note på bilagets bagside i forbindelse med bogføringen, lyder svaret. antj@kl.dk