
Nye Borgerlige ekskluderer byrådsmedlem
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Et møde i Nye Borgerliges partitop torsdag aften er endt med, at Erik Mortensen (NB), der er nyvalgt byrådsmedlem i Skive, bliver smidt ud af partiet. Det fortæller næstformand i Nye Borgerlige, Peter Seier Christensen, til Skive Folkeblad.
Ekskluderingen kommer efter, at Erik Mortensen kort tid inden valget vendte på en tallerken og ændrede sin støtte fra blå til rød blok. Han ville dermed pege på Peder Christensen som socialdemokratisk borgmester. Det kom sig af, at to unge kandidater fra Venstre havde hængt små plakater i bunden af flere andre partiers valgplakater.
På de små plakater stod der: "…Eller stem på en yngre kandidat. Stem nummer 2 eller 3 på Venstres liste”.
Venstre kaldte det en fejl og beklagede, men harmen var så stor hos Erik Mortensen, at det ikke fik ham til at ændre mening. Heller ikke efter Pernille Vermund i TV Midvest tidligere havde advaret mod at støtte en rød borgmester.
Efter ekskluderingen siger Peter Seier Christensen til Skive Folkeblad, at til trods for flere telefoniske opfordringer ville Erik Mortensen ikke ændre standpunkt og nægtede stadig at pege på en borgmester fra Venstre.
– Erik Mortensen, medlem af byrådet i Skive, er blevet ekskluderet af Nye Borgerlige på grund af illoyalitet. Beslutningen er taget i Nye Borgerliges hovedbestyrelses forretningsudvalg på baggrund af Erik Mortensens illoyale opførsel i dagene op til kommunalvalget, hvor han nægtede at efterleve partiets interne regler for indgåelse af konstitueringsaftaler, siger Peter Seier Christensen til Skive Folkeblad.
Til TV Midtvest udtaler Erik Mortensen, at partiet og Pernille Vermunds ekskludering af ham er en god ting.
– Det er en tjeneste hun har gjort mig, for i et parti, der minder så meget om nordkoreanske tilstande - altså gør man ikke som mor siger, så falder hammeren, og det vil jeg ikke, siger han. marp@kl.dk