
Byrådsmedlemmer indstillet til eksklusion efter konstituering
tekst Anna Törnqvist Jensen
Er det partiskadelig virksomhed at deltage i konstitueringsforhandlinger uden om ens eget partis spidskandidat? Det mener den lokale Konservative vælgerforening i Fredensborg Kommune, som få dage efter valget har indstillet, at to af deres genvalgte byrådsmedlemmer skal ekskluderes. Det skriver sn.dk.
Konservative fik ellers et kanonvalg i Fredensborg, hvor partiet efter 1. januar går fra to til syv mandater.
Det er Ulla Hardy-Hansen og Christian de Jonquieres, som vælgerforeningen nu vil have ekskluderet, efter de mødtes med den siddende – og genvalgte –borgmester Thomas Lykke Pedersen (S), og selvom Konservatives spidskandidat Jesper Tvilde ifølge sn.dk gentagne gange forsøgte at få fat i sine partifæller, kunne han ikke få fat på dem.
Christian de Jonquiéres siger dog til det lokale medie, at han og Ulla Hardy-Hansen kunne få tilbudt poster i kraft af deres erfaring, som Konservative ikke ellers ville kunne få, og at de to blot forsøgte at varetage Konservatives interesser bedst muligt.
Hovedbestyrelsen skal lørdag den 27. træffe beslutning om Ulla Hardy-Hansen og Christian de Jonquiéres skæbne. antj@kl.dk