Yderligere tre borgmestre er på plads
tekst Anna Törnqvist Jensen
Der er genvalg til Thomas Gyldal Petersen (S) i Herlev. Det står klart efter lange forhandlinger, og efter borgmesterpartiet gik 11,3 procentpoint tilbage. Thomas Gyldal Petersen og Socialdemokratiet har dog stadig sikret 45,9 procent af stemmerne i Herlev, og som borgmester får Thomas Gyldal Petersen opbakning fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre. Det sikrer et solidt flertal på 14 ud af 19 mandater.
Også i Horsens er der genvalg til den siddende socialdemokratiske borgmester. Her har et enigt byråd bakket op om Peter Sørensen, som dermed kan fortsætte som borgmester.
I Holstebro lykkedes det i sidste ende H.C. Østerby (S) at forsvare borgmesterposten, som han har haft siden 2010. Her gik borgmesterpartiet 4,5 procentpoint tilbage, men er fortsat kommunens største parti med 38,5 procent af stemmerne. Med støtte fra SF og Radikale Venstre kan H.C. Østerby fortsætte med borgmesterkæden om halsen.
Også i Favrskov blev borgmesterposten tidligere i dag afklaret. Her bliver Lars Storgaard (K) ny borgmester. antj@kl.dk