EL vil smide storbystempel
tekst Anna Törnqvist Jensen
##ContentBoxStart##265987##ContentBoxEnd##
Det er hverken en positiv eller negativ valgvind, der blæser over Enhedslisten op mod kommunalvalget. Sådan lyder det fra partiet selv, der dog mener, at valget er startet på en positiv tone.
– Vi har aldrig stillet op i så mange steder, som vi gør nu, hvor vi har kandidater i 91 ud af 98 kommuner. Det er et godt rygstød ind i valgkampen. Vi har mange nye, som der er en god energi i, og det smitter også af på andre, siger Peter Sig Kristensen, kommunalpolitisk koordinator i Enhedslisten og byrådsmedlem i Silkeborg.
Ifølge Berlingskes vægtede snit af alle institutternes målinger ville 8,9 procent af vælgerne sætte kryds ved Enhedslisten, hvis der var folketingsvalg i dag. Ved folketingsvalget i 2019 endte 6,9 procent af vælgerne med at stemme på partiet. Enhedslisten håber på samlet set at blive større end ved sidste kommunalvalg, hvor partiet blev valgt ind i 69 kommuner. En borgmesterpost – udover rådmandsposter og fagborgmesterposter i de store byer – er det dog aldrig blevet til. Men partiet er modent til en borgmesterpost, mener Peter Sig Kristensen.
– Der er nogle partier, som også er på størrelse med os, som har borgmesterposter, og vi synes selvfølgelig også, vi er tilstrækkeligt gode og store til, at vi også godt kunne rende ind i en borgmesterpost. Vi har ikke sat nogen konkrete mål, men der, hvor det er tættest på, er selvfølgelig i København og måske på Bornholm – og måske i højere grad sidstnævnte, siger han, der mener, Enhedslisten er blevet et modent kommunalpolitisk parti.
##ContentBoxStart##265988##ContentBoxEnd##
– Vi bliver bedre og bedre til at agere som kommunalpolitisk parti, og jeg synes også, de seneste valg, vi har haft, har manifesteret os som det. For nogle valg siden blev vi kaldt et københavnerparti, men jeg synes, vi har vist, at vi er meget mere. Der er ingen tvivl om, vi står stærkest i storbyerne og svagest i Vestjylland, men det bliver mere og mere udjævnet. Det viser dette valg, hvor vi stiller op i så mange kommuner, også, siger han og erkender, at der mangler lidt endnu:
– Vi må tage de sidste syv kommuner ved næste valg eller næste valg igen. • antj@kl.dk
Udsigt til rødgrønt status quo
tekst Mads Brandsen
Det er, som Peter Sig Kristensen også giver udtryk for, svært at se, at der er den helt store fremgang på vej til Enhedslisten.
Det går ganske fint for partiet – også kommunalt, hvor det i flere kommuner har bidt sig fast og opnået fin indflydelse i denne valgperiode. Partiet har endda indgået i en del budgetforlig ud fra den sædvanlige devise, at hvis der er tale om forbedringer, vil man gerne være med – men at man ikke medvirker til forringelser af velfærden.
Meningsmålinger, som Jysk Analyse har foretaget for TV 2/Bornholm tyder på, at klippeøen kan blive det første sted i landet, Enhedslisten lander en ”rigtig” borgmesterpost. Line Barfoed er sikret en fagborgmesterpost i København, men om hun kan ende som overborgmester er straks mere tvivlsomt. Hvad enten tingene flasker sig godt for Enhedslisten på Bornholm eller i København, vil det være med til at udbygge billedet af Enhedslisten som et parti, der har bidt sig fast kommunalt. Også selv om stemmetallet næppe går voldsomt op. • mdbr@kl.dk