
Borgmester efter tilsynskritik af omrokering: Vi var i god tro
tekst Mads Brandsen
Det ærgrer Gladsaxes borgmester Trine Græse (S), at det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen i en ny udtalelse fastslår, at kommunen brød reglerne, da viceborgmestrene Serdal Benli (SF) og Peter Berg Nellemann (S) byttede plads.
Byrådet tog aldrig stilling til sagen sådan som både styrelsesloven og styrelsesvedtægten ellers foreskriver det, og derfor er omrokeringen ikke lovlig.
– Det er aldrig rart at få kritik. Vi har handlet i god tro og har gjort som vi plejer. Havde jeg haft nogen mistanke om, at det ikke var den rigtige måde at gøre det på, havde jeg selvfølgelig skredet ind, siger Trine Græse.
Det står i den styrelsesvedtægt, I selv har skrevet, at det er byrådet, der skal vælge viceborgmestre. Hvordan kan det misforstås?
– Vi har haft den opfattelse, at når en valggruppe ville bytte rundt på de poster, den kan besætte, så har den blot meddelt omrokeringen i økonomiudvalget. Det har været forkert, og sådan kommer vi ikke til at gøre fremover, siger Trine Græse.
Det er byrådsmedlem Lone Yalcinkaya (V), der gik til Ankestyrelsen med sagen.
Ifølge hende er det påfaldende, at der var et tidsmæssigt sammenfald mellem Serdal Benlis rokering fra 1. til 2. viceborgmester og oprettelsen af et §17, stk. 4-udvalg, som Serdal Benli blev formand for. På den måde sikrede han sig præcis samme vederlag som da han var 1. viceborgmester.
– Den konspirationsteori har jeg hørt før. Det har intet med sagen at gøre. Vi har haft mange opgaveudvalg, og SF havde aldrig haft formandsposten før. Der er i øvrigt væsentligt mere arbejde i den formandspost end der er i at være 1. viceborgmester, siger Trine Græse.
På et kommende byrådsmøde i december vil sagen om de to viceborgmestre komme på dagsordenen. mdbr@kl.dk