Børnene skal være med til at lave frikadeller og klippe hæk
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Anbragte børn på institutioner har systemet som familie. De har ofte en biologisk familie, men de har ofte brug for yderligere familiære relationer.
Sådan lyder konklusionen hos organisationen Mentorbarn, der sørger for, at familier kan melde sig som frivillige mentorfamilier og blive matchet med anbragte børn. Familierne får barnet regelmæssigt på besøg og bliver et medlem rigere.
– Det er supplement til en anbringelse. Vi kan ikke gøre det samme som institutionerne, og de kan ikke gøre det, som familierne kan. Familierne har ikke en opgave udover at skabe en relation. De skal være et ekstra anker og en vedvarende relation. Børnene skal være med til at lave frikadeller og klippe hæk. Familierne kan lave noget af det, der ikke er struktureret, som tingene jo er på en institution, siger Ditte Reedtz, direktør i Mentorbarn.
Kommunalt samarbejde
Mentorbarn startede et treårigt projektsamarbejde med Aarhus Kommune i 2018. Siden har 21 børn fået en mentorfamilie.
Tidligere på året blev et flertal i Folketinget enige om aftalen ”Børnene Først”, der skal hjælpe udsatte børn og familier. Fra 2023 skal alle kommuner tilbyde alle anbragte børn muligheden for at få en venskabsfamilie. Siden aftalen er Mentorbarn nået op på 14 kommunale samarbejdsaftaler.
– Når vi har lavet en aftale, laver vi informationsmøder på institutioner om, hvad vi kan. Når vi har gjort det, skal de sammen med en rådgiver i kommunen finde de børn, der kan have glæde og gavn af en ekstra og kærlig relation. Herefter går vi tilbage i vores databaser, og fordi vi har så mange mentorfamilier, kan vi næsten altid matche behovene, siger Ditte Reedtz.
Individualitet
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har siden 2019 evalueret på projektet i Aarhus. De har lavet interviews med børnene og familierne, og herigennem har de kunnet pege på nogle kortsigtede gevinster ved mentorfamilier for anbragte børn.
Julie Schou Nicolajsen, der er videnskabelig assistent og medforfatter på den rapport, som evalueringen er mundet ud i, pointerer at, det skaber noget familiært og en normalitet, at børnene kan komme i et hjem, hvor der er ro til bare at kunne ligge i sofaen. Det hele bliver mere individuelt i modsætning til en institution, hvor der sker en helt masse ting.
– Der er tid til dem, og der bliver talt ud fra deres behov. Flere mentorbørn oplever, at mentorfamilien er et sted, hvor de kan få nogle gode oplevelser. Både ved at være en del af familiernes daglige aktiviteter, men også som et rum, hvor de kan blive spejlet og spejle sig i mentorfamiliernes adfærd, siger Julie Schou Nicolajsen.
Den lange bane
På den langsigtede bane fremhæver VIVE’s evaluering potentielle gevinster ved en varig mentorrelation. En gevinst er, at børnene får et udvidet netværk, de kan trække på både nu og i fremtiden. På institutioner har anbragte børn ofte skiftende voksenrelationer og sporadisk kontakt til egne forældre. Som et supplement hertil kan en mentorfamilie blive en stabil relation i mentorbarnets liv.
VIVE fremhæver overordnet set tre potentielle langsigtede gevinster.
Mentorfamilien kan få et helhedsperspektiv på barnets liv og kan blive nogen i barnets liv, som har et tværgående kendskab til barnets arenaer. De kan komme til at kende vennerne, de kan være med i fodboldklubben, og de kender barnets lærere.
– Det er en gevinst, at nogen kender til de mange arenaer i det anbragte barns liv. Anbragte børn er en del af flere systemer og har mange fagprofessionelle kontakter, og det kan mentorfamilierne også få et indblik i. Mentorbarnet kan både tale med mentorfamilien om livet som anbragt og de systemer, barnet er en del af, men også om deres venner og dagligdag, siger Julie Schou Nicolajsen.
En mentorfamilie kan også bidrage med et fremtidsperspektiv. De kan tale med barnet om barnets drømme for fremtiden og hjælpe med planlægningen af den, hvilket VIVE ser som en langsigtet gevinst for børnene.
Det tredje perspektiv, VIVE fremhæver, er et livshistorisk perspektiv. At der er nogen til stede, som bevidner børnenes liv og kan dokumentere det.
– Det er ofte en naturgiven ting for børn bosiddende hos egne forældre, men det er ikke altid, det er sådan for anbragte børn. At man for eksempel har et billedalbum som voksen med billeder af sig selv som barn. Det at have gennemgående vidner til ens liv har stor værdi, siger Julie Schou Nicolajsen fra VIVE.
Et vågent øje
Når man matcher et anbragt barn med en mentorfamilie, er det ifølge Julie Schou Nicolajsen vigtigt, at der bliver forventningsafstemt med familierne, hvad opgaven som mentorfamilie kræver. Man skal også være opmærksom på, hvordan man varetager en relation, hvis den skal ophøre.
– Det er vigtigt, at det bliver en god oplevelse for børnene. Anbragte børn har mange relationer, der ophører på institutioner, så man skal undgå, at en brudt mentorrelation opleves som et nederlag. Det skader nødvendigvis ikke at have midlertidige relationer, hvis de bliver afsluttet ordentligt, fortæller Julie Schou Nicolajsen.
I VIVE’s evaluering af projektet i Aarhus kommer de også med seks opmærksomhedspunkter for lignende projekter i fremtiden. Nogle punkter, som Ditte Reedtz pointerer, de allerede arbejder med. Der er dog et enkelt punkt, Mentorbarn stadig mangler at styrke sig på.
– Der mangler en involvering af de biologiske familier. I forhold til anbragte børn anbefaler vi, at mentorfamilierne møder den biologiske familie en eller to gange. Det er vigtigt, at den biologiske familie støtter op omkring det, og at det ikke er en konkurrence til dem, siger hun.
Ditte Reedtz pointerer også, at Mentorbarn nu udvider til to andre målgrupper; børn, der er i fare for at blive anbragt, og unge over 18, der har været anbragt. Især ved de hjemmeboende vil der være en større involvering af de biologiske familier.
Folketingets aftale ”Børnene Først” har øget tilslutningen til organisationen, men Mentorbarn oplever stadig, at kommunerne er lidt forsigtige med det. Organisationen forventer dog alligevel at indgå aftaler med yderligere 15 kommuner i det kommende år og håber samtidig, at flere kommer til.
– Jeg synes, det er verdens mest geniale ide, og hvorfor ikke gøre det? Kommunerne tør måske ikke helt det innovative samarbejde med civilsamfundet, men hvorfor ikke? Børnene står normalt uden noget netværk, når de er 18, men med mentorfamilier bag sig ved institutionerne, hvad de giver slip på, siger Ditte Reedtz fra Mentorbarn. • marp@kl.dk