
Nuttede robotter testes på plejehjem
tekst Anna Törnqvist Jensen
Den sociale robot LOVOT, som er udstyret med kunstig intelligens og reagerer på berøring, tale og øjenkontakt, skal for første gang testes udenfor robottens hjemland, Japan. Det sker på plejehjem i Viborg, Skive og Aalborg Kommuner.
Robotten, der har nuttede dådyrøjne, blød pels og knurrende lyde, kommer, når man kalder og reagerer på kærtegn og latter. Dens formål er at skabe glæde, og testen på plejecentrene i de tre kommuner skal afdække, om de sociale robotter kan øge livskvaliteten og mindske udadreagerende adfærd hos mennesker med demens.
– Vi ved, at mennesker med demens har et meget stort behov for at få stimuleret deres sanser i et trygt miljø, og det har vi en forventning om, at de sociale robotter kan medvirke til. LOVOT søger kontakt med alle omkring sig, men giver ikke op, hvis den bliver afvist. Derfor har vi en formodning om, at LOVOT kan skabe bedre kontakt til nogle mennesker, som kan være svære at skabe en relation til, siger projektleder Henrik Steemstrup fra Ældre og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Ifølge Henrik Steemstrup skal de sociale robotter ikke erstatte menneskelig kontakt og omsorg, men være et hjælpemiddel til at skabe glæde og større livskvalitet.
Professor og forsker Birthe Dinesen fra Laboratoriet for Velfærdsteknologi på Aalborg Universitet følger LOVOT-robotternes adfærd på plejehjemmene og forsker i resultaterne.
– Vi ønsker at undersøge, om LOVOT kan forebygge og reducere udadreagerende adfærd hos ældre med demens ved hjælp af sansestimuli. Det er der allerede resultater fra udlandet, som tyder på. I vores test kommer vi til at måle borgernes trivsel ved hjælp af forskellige kvantitative og kvalitative dataindsamlingsteknikker, så vi kan måle på social interaktion, ansigtsudtryk, kropssprog og accept af robotten. Vi vil også udforske ændringer i personalets fysiske og psykiske arbejdsmiljø, som gerne skulle afspejle den reduktion i de ældres udadreagerende adfærd, som vi forventer, at LOVOT kan resultere i, siger Birthe Dinesen. antj@kl.dk