
Kommunal ansat tiltalt for at udnytte kvinde seksuelt
tekst Anna Törnqvist Jensen
En mandlig kommunalt ansat er tiltalt for gennem fire år at have udnytte en kvinde seksuelt. Manden skulle hjælpe og støtte kvinden og hendes børn.
Ifølge Ekstra Bladet, som har beskrevet sagen, skulle manden stort set dagligt have skaffet sig samleje med kvinden, der var afhængig af hjælpen fra den kommunale medarbejder, hvis jobfunktion ikke kan omtales nærmere, da der er navneforbud i sagen.
Tirsdag stilles manden for retten, tiltalt efter straffelovens paragraf 220, som giver op til et års fængsel. Retssagen ventes at vare tre dage, og anklagemyndigheden kræver, at manden frakendes retten til at arbejde som støtteperson.
Ekstra Bladet, der har fået indsigt i tiltalen mod manden, beskriver, at det seksuelle misbrug begyndte i september 2015 og varede frem til maj 2019, hvor det blev anmeldt. På et tidspunkt skulle manden ifølge tiltalen også have inddraget en anden mand i det seksuelle misbrug, så kvinden havde samleje og andet seksuelt forhold med dem begge samtidigt. Derudover accepterede kvinden ifølge anklageskriftet i et tilfælde at lade sig binde til et redskab og få bind for øjnene, da den kommunalt ansatte fik den fremmede mand med i den seksuelle aktivitet. Dette skete uden kvindens vidende og accept.
Over for Ekstra Bladet bekræfter formanden for Børne og Skoleudvalget i den pågældende kommune, at man er orienteret om sagen, men afviser at udtale sig nærmere, da der er tale om en personalesag. antj@kl.dk
Artiklen er opdateret, da navneforbud betyder, at det ikke kan nævnes, hvilken kommune der er tale om.