
Nationalgalleri får filial i Thy
tekst Mads Brandsen
Doverodde Købmandsgård i Thy skal ombygges til en filial af Statens Museum for Kunst.
Det står klart efter at A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har støttet ombygningen med 37,5 millioner kroner.
At hele Danmarks nationalgalleri dermed kommer til Thy, skaber jubel på borgmesterkontoret i Thisted.
– Vi er meget taknemmelige for den store donation. Med de nye udstillingsrammer ved købmandsgården får vi de helt rette permanente rammer til SMK Thy, som på fineste vis spiller sammen med kommunens ønske om at skabe det gode liv i Thy i balance med naturen, siger borgmester Ulla Vestergaard (S) i en pressemeddelelse fra Thisted Kommune.
Det er købmandsgårdens tidligere kornmagasin, der nu bliver omdannet til museum og fremover kommer til at danne rammen om udstillinger på samme høje kunstneriske niveau som på museet i København.
– Med permanente, unikke rammer i det naturskønne Doverodde kan SMK realisere målet om at møde nye brugere ved at præsentere en større del af sin samling i en anden del af landet og i helt andre omgivelser, end dem storbyen byder på, siger Mikkel Bogh, der er direktør for Statens Museum for Kunst.
Thisted Kommune har foreløbig afsat fem millioner kroner til projektet, mens også Færchfonden samt Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond har støttet det kommende museum. mdbr@kl.dk