
Borgmestre undrer sig over skolelukninger
tekst Gitte Johansen
Sundhedsmyndighederne besluttede i går, at alle elever skal sendes hjem i Ishøj, Brøndby, Vallensbæk og Høje-Taastrup Kommuner. Skolelukningerne varer foreløbig fra i dag og frem til søndag den 11. april. En beslutning, der undrer Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen (K).
– Jeg tænker, at det må være velbegrundet, men jeg synes, det er lidt mærkeligt. Jeg er undrende over for det, fordi det ikke er hos vores børn, at smitten er steget, siger han TV 2.
Tal for smittede i Vallensbæk Kommune viser, at smitten ikke er begrænset til børn og teenagere. Den seneste uge er der konstateret 33 smittede med coronavirus i Vallensbæk Kommune, og børn i den skoleaktive alder fra 0-19 år står for 12 af disse tilfælde.
– Når man nu tager et så drastisk tiltag at lukke skolerne, kan man godt få det indtryk, at det er der, smitten er. Det er den ikke. Smitten er bredt i hele kommunen og bredt på alle aldersgrupper, siger Henrik Rasmussen, der samtidig opfordrer alle Vallensbæk-borgere til at lade sig teste.
Hvorfor skal skoler uden smitte lukke?
Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), forstår godt, at sundhedsmyndighederne benytter sig af lokale nedlukninger, men han undrer sig over, at styrelsen lukker skoler helt uden smitte. Det gælder for eksempel kommunens tre skoler som ligger i landsbyområder, hvor smitten ifølge borgmesteren slet ikke findes.
– Det giver simpelthen ikke mening, at de også skal lukke. Det er hurtigt og enkelt for styrelsen at arbejde med geografiske enheder, der bare er kommuner, men ude i virkeligheden giver det bare ikke så meget mening. Man kunne have haft præcis samme effekt ved bare at undtage skoler uden smitte og koncentrere sig om de andre, siger han til DR.
Lukningen i de fire kommuner omfatter alle klassetrin, og skolerne vil derfor i den kommende tid være nødsaget til at overgå til fjernundervisning. Påbuddet omfatter også SFO’erne. Der vil være mulighed for nødpasning for elever i 0.-4. klasse, som har særligt behov for det.
Næste skridt
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har givet Ishøj, Brøndby, Vallensbæk og Høje-Taastrup Kommuner et påbud om at lukke alle skoler og SFO´er midlertidigt.
– I de her kommuner er smittetallet vedvarende højt. Det at lukke skoler er ét af vores værktøjer for at få smitten ned, siger enhedschef Bente Møller fra Styrelsen for Patientsikkerhed til TV 2.
Hun påpeger, at der ikke er en fællesnævner for, hvor smitten opstår. Den sker både blandt de erhvervsaktive, i skolerne, hjemmet og det offentlige rum. Hvad det eventuelle næste skridt skal være i kampen for at få bugt med coronasmitten på Vestegnen, ved Bente Møller ikke med sikkerhed.
– Vi har rigtig mange forskellige værktøjer, men ét af dem kan være detailhandlen, siger enhedschefen til TV 2.
Mens kontakttallet for hele landet er på 1,1 er det i Region Hovedstaden 1,2. gij@kl.dk
Seneste incidenstal i de fire kommuner
Ishøj 324 pr. 100.000 indbyggere
Brøndby 295 pr. 100.000 indbyggere
Høje-Taastrup 253 pr. 100.000 indbyggere
Vallensbæk 199 pr. 100.000 indbyggere