Frihed til at holde den store skolefest

På Vadehavsskolen i Ribe er lærere og forældre godt i gang med at planlægge, hvad friheden skal bruges til. Noget tyder på, at forældre og lærere er overraskende enige om, hvor skoen trykker. Man savner mere tid, nærhed og fællesskab. Ud med digital overkommunikation og nationale test og ind med gamle dyder.

tekst Thomas Kokholm Nielsen

Anita Kallesøe er den overordnede leder på Vadehavsskolen, der er fællesnavnet for de fem skolematrikler i Ribe. 

Hun er egentlig ret heldig, for forældre og lærere ser i udgangspunktet ret ens på, hvad de gerne vil bruge den frihed til, de har fået med Esbjerg Kommunes deltagelse i frikommuneforsøgene på skoleområdet. 

– De udsagn, der kom fra forældre, stemte godt overens med de udsagn, der kom fra det pædagogiske personale. Er det held eller et stærkt udtryk for, at vi ser det samme? Så kommer den konkrete udmøntning. Der kan måske blive nogle knaster. Forældrene siger måske: ”Det var ikke lige det, vi mente med øget forældresamarbejde”. Børnene siger måske: ”Det var ikke det, vi mente med mere bevægelse”, siger Anita Kallesøe.

Gamle dyder ønskes

Anita Kallesøe har en meget ambitiøs skolebestyrelse. De tog teten, så snart nyheden om frihedsforsøget kom frem.

– Vi havde hurtigt et møde med skolebestyrelsen og planlagde, hvordan vi skulle gå til værks. Der blev lavet arbejdsspørgsmål til medarbejdere, forældre og elever, hvor vi bad dem svare på, hvad de ønsker, forklarer hun.

Svarene markerede meget tydeligt, at forældrene og eleverne ønskede kortere skoledage.

– Forældrene ønsker også mere alsidige aktiviteter. Og så er de også trætte af den daglige strøm af digital information. Her kunne man så godt tænke, at corona også spiller ind. Men de synes, den måde vi kommunikerer på, er blevet for distanceret. De ønsker tid til at mødes i fællesskaberne. De nævner for eksempel, at de ønsker skolefesterne tilbage. Også ting som lejrskole og skoleteater. Det er gamle dyder, de fremhæver. De vil tilbage til rødderne, der handler om at danne hele mennesker. Det er en kæmpe tendens hele vejen rundt, siger fortæller Anita Kallesøe.

Der er nogle lokale regler, der skal ændres. I Esbjerg Kommune må man kun lægge beslag på lærernes tid efter klokken 17 otte gange på et skoleår. Ellers skal de have løn for det.

Blandt lærerne er der mange, der ønsker at slippe af med de omdiskuterede nationale test.

– Det er den store besked herfra. Lærerne er ved at undersøge nogle andre testformer, der går mere i bund med læsningen. En del har stor modstand mod de nationale test, andre har elsket dem som et supplement og et værktøj, siger Anita Kallesøe, der ikke lægger skjul på, at hun selv hører til den sidste gruppe.

Hvor diskussionen ender, vides ikke endnu.  

##ContentBoxStart##262703##ContentBoxEnd##

Vejen tilbage og frem

For at forstå, at både pædagogiske personale og forældre kigger tilbage for at se, hvad man har mistet og savner i skolen, skal man se på udviklingen efter skolereformen i 2014.

– Efter reformens indførelse og de seneste års tiltagende kontrol er der blevet trykket meget tid ind i lærernes portefølje. Der er blevet lagt beslag på lærernes tid, af ting, der måske ikke er så synlige. Lærernes fleksibilitet bliver spist op af alt den her skriftlighed og øgede dokumentationskrav. Før var den service og de opgaver, læreren ydede, mest at være sammen med børnene, men nu er der mindst lige så mange ting, der skal løses ved et skrivebord, siger Anita Kallesøe.

Det var også et aspekt for lærerkommissionen, der skulle se på konsekvenserne af lærertidsaftalen og reformen, påpegede.

Mens politikere og alle andre fik store ambitioner på skolen og lærernes vegne, følte lærerne, at de som fagprofessionelle fik mindre at sige og fik mindre indflydelse på udviklingen. Anita Kallesøe har netop afsluttet et masterprojekt, der handler om, hvad der motiverer lærerne som faggruppe – i forskningen kaldet ”public service motivation” som modstykke til new public management. 

– Jeg undersøgte medarbejdernes motivation for at løse vanskelige inklusionsopgaver. Grundlæggende siger lærere, at de føler sig motiverede, og at de lykkes, når deres elever lykkes. Når de løser noget, der har et højere mål end dem selv. Derudover er der nogle grundlæggende menneskelige behov, der skal tilfredsstilles: Har jeg kapaciteten til at lykkes? Har jeg min leders opbakning? Men noget af det vigtigste er, at man har lov til at bestemme noget selv, forklarer Anita Kallesøe. 

##ContentBoxStart##262704##ContentBoxEnd##

Hjernepædagogik

Nu kan lærerne i Esbjerg så få lov at bestemme noget selv. Og det er klart noget af det Didde-Louise Lindberg Henriksen, der er lærer på Vadehavsskolen, glæder sig over.

– Det er fedt. Jeg er glad for at kunne være en del af det her. Alt det, der kom med reformen i 2014 – alle de politiske målsætninger, den måde at lave skole på – var vi ikke klar til. Det, at vi nu bliver sat fri, giver i min optik mulighed for, at vi kan vende tilbage og kigge på, hvad der virker. Det, vi som lærere og fagprofessionelle ved om at undervise, det kan vi nu bruge til at organisere en hverdag for børnene ud fra, siger hun og tilføjer:

– Der har været lidt mange opgaver på lærernes bord, hvor man har spurgt sig selv, hvorfor gør vi egentlig det her? Fordi der er nogen, der siger, jeg skal, men jeg har ikke selv taget ejerskab til det. Den slags er man sjældent motiveret for at løse. Nu kan vi vælge noget, vi selv synes er vigtigt og spændende. Det er meget mere motiverede.

Hun og nogle kollegaer kunne godt tænke sig at arbejde med såkaldt hjernesmart pædagogik i læringsmålene.

– Det er en neuropædagogisk tilgang, der tager højde for, hvordan hjernen fungerer, og hvorfor man reagerer, som man gør, og hvordan det kan indarbejdes i undervisningen. Så må vi komme med et bud på, hvordan vi kan gøre det, hvad vores mål er, og hvordan vil vi måle det undervejs. Man kan sige, at det kunne vi sådan set også gøre før, men det, at vi bliver sat fri, gør, at man tænker: Det tør vi godt, for der andre ting, vi ikke skal gøre, siger Didde-Louise Lindberg Henriksen.

På dette tidspunkt i processen synes hun, det sværeste er at prioritere. For hvad er det, man ikke skal lave for at få tid til det nye? Der følger nemlig ikke flere ressourcer med.

##ContentBoxStart##262705##ContentBoxEnd##

– Hvad er det, vi skal lade være med at gøre? Det er faktisk en af de sværeste øvelser. Hvis man før havde tre lærere til tre klasser, og nu gerne vil være fire lærere til tre klasser, hvordan gør vi så det? Det skaber mange andre muligheder at være flere lærere, synes jeg, men vi skal tænke nyt. Hvordan gør vi det, så vi udnytter ressourcerne rigtigt?

Didde-Louise Lindberg Henriksen tror, det ender med en kortere skoledag. Der er brug for de ressourcer, det kan frigive.

– Jeg vil som glødende entusiastisk lærer helst have en skole, som eleverne ikke vil hjem fra. Og jeg er ked af, at det faktisk er sådan i dag, at børnene er smadrede, når de går hjem. Det er de, for det er en lang hård dag med meget af det samme. Det håber jeg, vi kan komme væk fra og lave om på. Det lyder måske lidt dumt, at vi skal sættes fri for at gøre det, men det med at have tiden til opgaverne og have ejerskab betyder meget. Når vi nu er fri til at lave vores egen skole, så skal det sørme også være en god skole – en skole, eleverne ikke vil hjem fra, siger hun.  • tkn@kl.dk