
Borgmester og imam går sammen på gaden
tekst Gitte Johansen
Brøndby Kommune oplever i disse dage en markant stigning i antallet af smittede. Incidenstallet i Nygård Sogn, der blandt andet huser den nordlige del af Brøndbyøster, er således oppe på 500 pr. 100.000.
Torsdag eftermiddag går Brøndbys borgmester Kent Magelund (S) derfor sammen med byens to imamer ud i lokalområdet for at opfordre kommunens borgere til at lade sig teste. De starter i centeret i Brøndby Strand og drager derefter til det hårdt ramte kvarter i Brøndbyøster.
– Vi gør alt, hvad vi kan for at bremse smitten. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der har været mange smittede blandt borgere med anden etnisk baggrund, og derfor er det et godt signal, at vi går ud sammen. De to imamer har de sproglige kompetencer, og så hjælper det måske, at borgmesteren også står der, siger borgmester Kent Max Magelund (S) til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Borgmesteren fortæller, at kommunen hele tiden har haft en god dialog med de lokale moskeer.
– Jeg har besøgt både den tyrkiske og den pakistanske moske flere gange, og vi har haft en god dialog som blandt andet har betydet, at de har haft lukket deres moske for fredagsbøn, siger Kent Max Magelund.
Trist hvis skolerne må lukkes
Den ekstraordinære indsats for at få bragt smitten ned sker i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed, som sender 20 test-ambassadører til den nordlige del af Brøndbyøster, hvor de ringer på dørklokker, deler flyers på flere sprog ud og venligt opfordrer folk til at lade sig teste. Derudover bliver der etableret et pop up testcenter i den hårdt ramte nordlige del af Brøndbyøster.
– Særlige situationer kræver særlige indsatser, og sådan en har vi brug for nu i det nordlige Brøndbyøster. Jeg håber, folk vil tage godt imod de test-ambassadører, der vil gå rundt i området, og at de vil tage imod deres opfordring om at blive testet, siger Kent Max Magelund.
Særligt en ting bekymrer borgmesteren, der har en fortid som lærer.
– Børnene er lige kommet tilbage, og jeg vil være så ked af, hvis skolerne bliver lukket igen. Det vil jo være forfærdeligt. Halvdelen af afgangsklasserne er netop begyndt i skole igen. Jeg vil være så ked af, hvis de bliver sendt hjem igen. Så nu prøver vi alt, hvad der er, siger Kent Max Magelund.
Styrelse rykker ind på rådhuset
Den nye særlige indsats for at få smitten ned i Brøndby indbefatter også, at medarbejdere fra Styrelsen for Patientsikkerhed midlertidigt rykker ind på Brøndby Rådhus. Her vil de samarbejde med kommunens lokale smitteopsporing om at komme endnu hurtigere og effektivt ud til smittede og deres nære kontakter.
Tidligere har man opgjort andelen af smittede på kommuneniveau. Her ligger Brøndby fortsat højt med en incidens på cirka 330. Men nu er myndighederne begyndt at opgøre smittetallene på mindre enheder, nemlig sogne. Brøndby har fire sogne og i Nygårds Sogn er incidensen altså nu omkring 500. gij@kl.dk