Kommuner får lov til at lukke skoler med høj smitte
tekst Gitte Johansen
Hurtige og effektive lokale nedlukninger er en del af den nye genåbningsplan, som i aftes blev forhandlet på plads af et bredt flertal i Folketinget. Partierne bag aftalen er derfor blevet enige om at give kommunerne nye muligheder for at indføre lokale restriktioner ved stigende smitte.
Det betyder ifølge aftalen, at kommunerne skal have øgede beføjelser til for eksempel at lukke kommunale institutioner som skoler og daginstitutioner.
En udmelding der vækker glæde hos Koldings borgmester Jørn Pedersen (V).
– Da vi pludselig fik en voldsom smitteeksplosionen i Kolding, så vi tydeligt, at der er brug for, at kommunen kan handle hurtigt og præcist. Derfor glæder det mig, at kommunerne nu får mulighed for hurtigt at lukke lige præcis den skole eller børnehave ned, som er ramt, siger Jørn Pedersen.
Da Kolding i februar blev ramt af et omfattende smitteudbrud, tog det tre en halv dag, før Styrelsen for Patientstikkerhed kunne fortælle Kolding Kommune, hvilke indgreb der skulle indføres for at bremse udbruddet, og det gav anledning til lokal kritik.
– Det gik simpelthen for langsomt, og vi kunne konstatere, at smitten nåede at brede sig voldsomt på ganske få dage. Det går ufatteligt stærkt, når vi har at gøre med den britiske variant, og derfor er jeg rigtig glad for, at der er blevet lyttet til os, siger Jørn Pedersen.
I aftaleteksten lyder det, at partierne bag aftalen er enige om, at regeringen skal tage initiativ til hurtigt at sikre kommunerne de nye beføjelser.
Lokale nedlukninger
Det forventes, at genåbningen vil føre til øget smitte, og partierne bag aftalen er enige om, at lokale nedlukninger baseret på en automatik er et afgørende redskab i epidemikontrollen.
Ifølge aftalen kan det betyde nedlukninger og udskydelser i forhold til genåbningsplanen. Det kan gælde både for en enkelt institution, et lokalområde, en kommune, en landsdel eller en region.
– Hurtige lokale nedlukninger bliver endnu mere aktuelt efter genåbningen. Det vil være til ulempe for dem, det rammer, men til glæde for alle dem, som ikke bliver ramt. Vi skal være klar til lukke hurtigt ned og klar til åbne igen, så snart det er forsvarligt, siger Jørn Pedersen. gij@kl.dk