
Tilsyn: Udvalg kan ikke udpege bestyrelsesmedlemmer
tekst Mads Brandsen
Det var ikke efter bogen, da byrådet i Faxe lod teknik- og miljøudvalget udpege kommunens repræsentanter i det fælleskommunale selskab AffaldPlus’ bestyrelse. Og det var heller ikke i orden, at udvalget i august 2019 pålagde bestyrelsesmedlemmerne at fremføre, at kommunen ønskede, at stillingen som direktør for AffaldPlus blev slået op. Det har Ankestyrelsens kommunale tilsyn fastslået i en ny udtalelse.
– Vi lægger vægt på, at det fremgår af kommunestyrelseslovens § 17, stk. 2 og 3, at valget af kommunalbestyrelsens repræsentanter skal foregå på kommunalbestyrelsens konstituerende møde.
Kompetencen kan således ikke delegeres til et udvalg, skriver tilsynet. Det fremgår desuden af en betænkning tilbage fra 1983, at det er byrådet, der skal afgøre, hvordan repræsentanter i bestyrelser skal agere.
– Det er desuden vores opfattelse, at beslutningen om at udøve instruktionsbeføjelse over for kommunens repræsentanter i et kommunalt fællesskabs bestyrelse har en sådan karakter og sammenhæng med varetagelsen af kommunens interesser, at den ikke kan overlades til et stående udvalg, skriver tilsynet. • mdbr@kl.dk