
Efter hårde måneder skal Fredericia rydde op
tekst Anna Törnqvist Jensen
Den 9. december sidste år sagde Steen Wrist (S) ja til at blive borgmester i Fredericia fra den 1. januar. Han havde dog ikke drømt om, at kommunen ville havne i så strid modvind, som det er sket ovenpå afsløringerne om eks-borgmester Jacob Bjerregaard.
– Jeg blev sådan set først involveret i undersøgelsesarbejdet, mens det var i gang, for jeg blev først en del af økonomiudvalget, da jeg blev borgmester. Jeg havde ingen idé om, at det skulle ende med at være i nærheden af det, jeg sidder med nu. Det har været en stejl kurve for mig, siger Steen Wrist.
Han står med en kommune, der skal i gang med at rydde op ovenpå de konklusioner, som både advokatundersøgelser og kommunens egen afdækning har draget. Der skal med borgmesterens ord skabes ”orden i penalhuset”.
– Det er en længere proces, og da vi gik i gang, var det lidt som at kigge på en maraton. Men det handler bare om at få det ene ben foran det andet og komme af sted. Og gøre det i et tempo, hvor vi kan følge med. Det her tager den tid, det tager.
Han understreger – ligesom fungerende kommunaldirektør Camilla Nowak – at det rod, som er efterladt i Fredericia, er koncentreret om få personer i kommunens absolutte topledelse og få centrale konti. Personer, som ikke længere er i kommunen. Resten af Fredericia Kommune er velfungerende.
– Fredericia Kommune er en kæmpestor maskine, der kører derudaf. Vores ældre får værdig pleje, vores børn modtager læring. Velfærdsopgaverne og kommunen kører, konstaterer Steen Wrist.
Slår ring om medarbejderne
Steen Wrist ved, at kommunen har en stor tillidsopgave foran sig i forhold til omverdenen. Og ansvaret er hans, understreger han.
– Lige så vigtigt det er få mig at få sagt, at kommunen kører, så er det også vigtigt for mig at slå ring om vores medarbejdere, som knokler hver eneste dag og løber en ekstra mil. Det er den del af jobbet som borgmester, der gør virkelig ondt. At se de medarbejdere blive beklikket. For det fortjener de på ingen måde. Hvis nogle har behov for – og det forstår jeg godt, hvis de har – at rette en vrede mod nogle, der fortsat er i Fredericia Kommune, så ret den mod mig. Det er mit ansvar, siger Steen Wrist og fortsætter:
– Jeg har haft et kæmpe ansvar som byrådsmedlem, og jeg har i dag ansvaret for 4.000 mennesker, der er ansat i Fredericia Kommune. Det er mig, der står med det nu. Det er klart, at det største ansvar er da på dem, der har begået de største fejl, men de er her bare ikke mere.
Mens oprydningsarbejdet er i gang, bliver der også slikket sår på Fredericia Rådhus. For efter et så dramatisk forløb med tidligere, tætte kollegaer er der mange følelser på spil.
– Jeg tager afstand fra det, der er sket, for med stor magt følger stort ansvar. Men jeg er også skuffet, og jeg er ked af at opleve det her. Det er på ingen måde nemt at være i, men det kan være, det bliver nemmere.
Ingen skal have ondt i maven
Ifølge Camilla Nowak, der var koncerndirektør for børn- og ungeområdet i Fredericia, inden hun trådte til som fungerende kommunaldirektør, var det ”en svær december”, da sagerne mod Jacob Bjerregaard begyndte at rulle. Hendes fokus er nu på at få skabt et andet og bedre arbejdsmiljø på rådhuset.
– Det skal være sådan, at man i Fredericia Kommune – uanset, om man er topchef, chef, eller medarbejder – med sindsro kan gå på arbejde i et arbejdsmiljø, der er trygt og rart, og hvor man ikke har ondt i maven. Jeg tror, jeg har en rigtig stor opgave i at signalere den ro og tryghed oven på det forløb, vi alle sammen har været igennem. Der er ingen tvivl om, at det har været nogle hårde måneder for organisationen, og nu skal vi klinke skårene, siger Camilla Nowak.
Hun understreger, at hun selv er glad for, at der politisk er udtrykt tillid til forvaltningen og signaleret ordentlighed.
– Det gør, at jeg får en rigtig god fornemmelse i maven, siger Camilla Nowak, som nu har fokus på at få skabt dialog og åbenhed.
– Vi skal derhen, hvor vi tør tale åbent om både, hvad folk har oplevet på arbejdspladsen, men også hvilke skridt vi skal tage for at komme derhen, hvor vi gerne vil. Vi ved alle sammen, at en kulturændring tager tid, og jeg er selv lidt utålmodig, men jeg har tilladt mig selv, at vi også skal kunne være i det her og få det bearbejdet, inden vi trækker den berømte streg i sandet, siger Camilla Nowak.
Derudover har kommunen også givet sig selv en række opgaver efter at en intern afdækning viser, at der er behov for at arbejde med blandt andet embedsmandspligterne og det at turde at sige fra som embedsmand.
– Jeg har et meget stort ansvar for at skabe en kultur, hvor man kommer og siger fra både til mig og til mine chefer, og at vi når en tilstand af, at uenighed er en god ting, og uenighed kan bruges til, at vi sammen kan skabe de bedste løsninger ved at lade forskellige meninger brydes og få forskellige fagligheder i spil. Vores handlinger, når medarbejderne kommer og stiller sig i døren med noget, de mener, vi bør se på, bliver definerende for den kultur, vi sammen skal skabe, siger Camilla Nowak. • antj@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-6-side-15-16.pdf