
Venstre-udbrydere danner ny lokalliste og går efter borgmesterposten
tekst Mads Brandsen
Der har været uro i Venstre i Odsherred siden bestyrelsen for kommuneforeningen forleden kørte Hanne Pigonska i stilling som partiets borgmesterkandidat til november.
Beslutningen fik byrådsmedlemmerne Helge Fredslund og Erik Winther til at melde sig ud af partiet. De får selskab af Leif Egholm, der er valgt for Odsherred Listen, som er ved at blive nedlagt.
Sammen udgør de tre den nye lokalliste Nyt Odsherred, der har fået sloganet ”ikke til højre, ikke til venstre, fremad”. Den udspringer af et liberalt udgangspunkt, men skal ikke opfattes som en kopi af Venstre.
Partiets byrådsgruppe bliver således den tredjestørste, kun overgået af borgmesterpartiet Socialdemokratiet og Venstre. Og apropos borgmester, så har partiet også store ambitioner på den front. Karina Vincentz, der tidligere har forsøgt at blive spidskandidat for Venstre, er Nyt Odsherreds bud på en borgmester.
– Der trænger til at blive rusket op i det politiske landskab i Odsherred. Socialdemokratiet er tæt på at få absolut flertal i byrådet, og oppositionen er svær at få øje på, skriver partiet på sin Facebook-side. mdbr@kl.dk