Efter ulovlig instruks: Sagsbehandlere skriver brev til politikere om presset arbejdsmiljø
tekst Mads Brandsen
Lige meget hvor stærkt man løber, er det ikke stærkt nok.
Sådan er følelsen hos de 25 sagsbehandlere i børne- og familieafdelingen i Guldborgsund Kommune, og det har de nu valgt at gøre politikerne opmærksomme på i et fire sider langt brev. Det skriver TV 2 Øst.
Brevet kommer, efter at det i januar kom frem, at centerchefen for afdelingen i november havde sendt en e-mail til alle sagsbehandlere og bedt dem finde 100.000 kroner i besparelser på hver sagsstamme, de sidder med. Det kunne eksempelvis ske ved at hjemgive anbragte børn.
En sådan instruks er imidlertid i strid med lovgivningen på området, der blandt andet slår fast, at alle sager skal vurderes individuelt, og byrådet igangsatte derfor en politisk undersøgelse. Resultatet af den skal behandles i denne uge.
Statistikken viser, at de 25 sagsbehandlere i Guldborgsund i gennemsnit har 40,26 sager hver, hvor Dansk Socialrådgiverforening anbefaler, at man højst har mellem 20 og 30 sager pr. medarbejder.
– Helt konkret så betyder det jo, at du ikke har så meget tid til borgerne, som du rigtig gerne vil have. Du kan ikke besøge dem så hyppigt, som du burde. Jeg kan frygte, at i og med vi ikke kommer så hurtigt ind i sagerne, som vores ambition er, så kan sagerne gå hen og vokse sig større, siger Henrik Ljung Pedersen, der er tillidsmand for sagsbehandlerne til TV 2 Øst.
Bunkerne af sager har ifølge sagsbehandlerne ikke blot vokset sig store, fordi der kommer mange nye sager til, men også fordi afdelingen er ramt af en del sygefravær. Det har nået et omfang, så der hver dag mangler halvanden medarbejder, fortæller Henrik Ljung Pedersen. Dertil kommer, at der 11. februar var 104 børnefaglige undersøgelser, der ikke var færdige inden for den tidsramme, loven fastsætter.
I brevet foreslår sagsbehandlerne, at der ansættes otte ekstra sagsbehandlere. Det vil kunne bringe antallet af sagsstammer ned på 25 pr. medarbejder. Det afvises ikke af formanden for børn-, familie- og uddannelsesudvalget Simon Hansen (S), der sammen med resten af udvalget vil drøfte henvendelsen fra medarbejderne på et møde i denne uge. mdbr@kl.dk