
Beredskab for oversvømmelser styrket ved at samle data
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Danske vandløbsdata, der tidligere lå adskilt hos forskellige dataejere, er nu samlet ét sted. Det betyder blandt andet, at DMI kan varsle beredskabet i Danmark endnu tidligere ved oversvømmelser.
I fremtiden kan klimaforandringer medføre flere oversvømmelser i Danmark. Derfor er det vigtigt, at myndigheder og brancher bliver klogere på, hvor og hvordan oversvømmelser kan ramme.
Det er en af årsagerne til, at kommunernes data om vandstand og vandføring i vandløb nu er samlet med Miljøstyrelsens data og gjort tilgængelige på én platform.
Dataene anvendes af mange forskellige brancher som eksempelvis beredskabet, vejrtjenester, forsynings- og landbrugssektoren samt forskningsinstitutioner og rådgivere. Ligeledes er der en række andre offentlige aktører, der bruger vandløbsdata i forvaltningsprocesserne.
– Kommunerne har en kæmpestor og vigtig opgave i forhold til klimatilpasning langs vandløbene. Data, der er tæt på at være i realtid, om vandstand og vandføring er essentielle for alle, der arbejder med klimatilpasning og vandløb. Derfor glæder det os, at vi nu kan være med til at udstille disse data, så de bliver tilgængelige for alle vores samarbejdspartnere og andre kommuner, siger chefkonsulent Lars Kaalund fra KL, der har været med i styregruppen for projektet.
Fælles digitaliseringsstrategi
Projektet er en del af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategis initiativ for terræn, klima og vand, hvor Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE), Miljøstyrelsen, Danske Regioner, KL, Danmarks Miljøportal og GEUS har arbejdet sammen at styrke datagrundlaget for klimatilpasning.
Vandløbsdata udgør en væsentlig del af det fundament, som en række modeller indenfor vandstand og vandføring bygger på.
Hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er man derfor glade for udsigten til at kunne styrke varslingen af beredskabet tidligere.
– Vi lærte fra oversvømmelserne med historisk høje vandstande omkring Ribe og Silkeborg i februar 2020, hvor vigtigt det er for beredskabet at vide i god tid, hvor de sker, og hvor lang tid de har til at reagere, så de kan hjælpe bedst muligt, siger Michael Butts, der er chefkonsulent i DMI.
Han har været med til forarbejdet på projektet, og bruger blandt andet dataene til at understøtte klimasikring - herunder foretage bedre varslinger.
– Det er fantastisk, at flere data er samlet og tilgængeliggjort, men det vigtigste for mig er, at vi nu også får informationerne endnu hurtigere fra det tidspunkt, de bliver målt af måleenhederne rundt omkring i landet. Det er relevant for DMI for at hjælpe beredskabet, siger Michael Butts.
Mulighed for at bygge nyt
Flemming Mønsted Claësson, der er biolog i Miljøstyrelsen, er glad for udsigten til at udbrede flere data, men også spændt på perspektiverne i kommende projekter, der bygger ovenpå.
– Vi får data ud at leve på en lettilgængelig måde med selvbetjening og med et fælles fundament. Og når flere data udstilles, kommer der ny og mere omfattende brug af dem. Det betyder, at folk kan udvikle nye smarte løsninger ovenpå dataene, som eksempelvis nye modeller til varslingssystemer, siger Flemming Mønsted Claësson. tkn@kl.dk