Tidligere chefer kritiserer borgmester for dårligt arbejdsmiljø
tekst Anna Törnqvist Jensen
I starten af december trak borgmester i Fredericia Jacob Bjerregaard (S) sig, efter Ekstra Bladet afslørede, at der formentlig var urent trav, da borgmesteren i 2016 købte en byggegrund af kommunen. Siden har kommunen sat en uvildig advokatundersøgelse i gang, og både kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe og økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard er hjemsendt.
Nu fortæller 16 tidligere chefer i kommunen imidlertid om dårligt arbejdsmiljø, topstyring og en konfrontatorisk tone i Fredericia, hvor 20 topchefer er stoppet, siden Jacob Bjerregaard blev borgmester i 2014. Til TV Syd fortæller de 16 chefer anonymt om arbejdsforholdene under eks-borgmesteren.
– Jeg sagde op, fordi jeg ikke ville finde mig i Jacobs facon. Det var ellers en fantastisk arbejdsplads, men det ændrede sig, da han kom ind ad døren. Han havde ingen tillid til folk og indførte en topstyring, så det ikke længere var rart at gå på arbejde, siger en af cheferne til TV Syd.
En anden beskriver, at Jacob Bjerregaard talte grimt til folk og ikke brød sig om modargumenter. Samtidig fokuserede Jacob Bjerregaard ifølge de anonyme kilder i begyndelsen på at samle sit eget hold.
– Han stolede kun på de folk, han selv ansatte. Men når 20 topchefer forsvinder på kort tid, så kan det ikke være rationelt det hele, siger en til TV Syd.
De tidligere chefer beskriver også, at Jacob Bjerregaard ville være en del af alle beslutninger på alle niveauer.
– Alt ansvar skulle ligge hos Jacob, men det er umuligt i en kommune med over 3.000 ansatte. Han var bykonge. Men én mand kan ikke være filter for alt, for der opstår flaskehalse, hvis ingen tør beslutte noget selv, lyder det anonymt til TV Syd.
Over for TV Syd afviser Jacob Bjerregaard kritikken. Han erkender at have temperament, men kan ikke genkende, at han skulle have skældt embedsmænd ud foran deres kollegaer.
– Når man slanker ledelsen for at finde penge til velfærd, så giver det nogle reaktioner. Det var et politisk valg, som hele byrådet stod bag. ”Topstyring” er et negativt ladet ord, men jeg har blandet mig i de vigtigste sager, siger Jacob Bjerregaard. antj@kl.dk