Økonomien går i den forkerte retning på Bornholm: Håber på millioner fra særpulje
tekst Mads Brandsen
Politikerne på Bornholm har besluttet, at regionskommunens fem stående udvalg skal finde besparelser for i alt 40 millioner kroner i et kommende sparekatalog.
Dermed tager de bestik af, at den økonomiske udvikling udvikler sig i negativ retning, skriver Bornholms Tidende.
- Vi står med helt uoverstigelige problemer, hvis vi ikke får tilpasset driften. Vi er i en situation, hvor vi er nødt til at lave det, sagde borgmester Thomas Thors på kommunalbestyrelsens møde onsdag.
Borgmesteren håber nu på at få et tilskud fra puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner i størrelsesordenen 70 millioner kroner. Det vil han tage op på et møde med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S), fortæller han.
Selv om befolkningen i øjeblikket vokser på Bornholm, rammes kommunen hårdt af det såkaldte tilbagegangskriterium i udligningen.
Det er forvaltningens vurdering, at der for at ramme sorte tal på bundlinjen i 2022 skal barberes 36,6 millioner kroner af udgifterne. Her lægger forvaltningen til grund, at Bornholm får 35 millioner kroner fra puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner. Det er det samme beløb, som Bornholm modtog fra puljen i 2020 og 2019. mdbr@kl.dk