
Borgmester: Kommissionens anbefalinger fjerner bøvl og besvær
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Ydelseskommissionens anbefalinger vil fjerne bøvl og besvær og sænke konfliktniveauet. Det siger kommissionsmedlem og borgmester i Helsingør Benedikte Kiær (K) på dagen, hvor kommissionen afleverede sine anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem.
– Det her er en opgave, som vi virkelig har tæt inde på livet i kommunerne. Nu har vi afleveret anbefalinger til et system, hvor vi starter helt forfra. Og det er der brug for, for det gamle er bøvlet, besværligt og konfliktskabende. Og det virkede simpelthen ikke efter hensigten, siger borgmesteren til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Ydelseskommissionens anbefalinger går på at afskaffe de mange forskellige satser for kontanthjælpsmodtagere og erstatte dem med blot to. Det betyder blandt andet, at kommissionen anbefaler, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen bliver afskaffet.
Afskaffelsen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, der af kommissionen bliver kaldt administrativt tunge, skal lette forståelsen og arbejdet med systemet for både borgere og sagsbehandlere, mener kommissionen.
– Der vil blive fjernet meget administrativt bøvl med vores anbefalinger. Og det er i høj grad de meget komplekse regler i det nuværende system, som er svære at forklare vores borgere, og som derfor kan føre til konflikter, siger Benedikte Kiær.
Desuden anbefaler kommissionen, at der bliver indført et såkaldt fritidstillæg målrettet udgifter til børns fritids- og foreningsaktiviteter.
– Det har vi allerede indført i Helsingør, og vi har haft gode erfaringer med det. Det giver mulighed for at arbejde med familierne på en mere konstruktiv måde, og det sikrer, at børnene har adgang til fritids- og foreningslivet på lige fod med alle andre familier, siger Benedikte Kiær.
Hun peger desuden på, at anbefalingerne vil føre til stærkere økonomiske incitamenter for kontanthjælpsmodtagere.
– De økonomiske incitamenter i det gamle system virker ikke, som man havde tænkt dem. Så det var svært at få borgerne til at reagere, som man håbede. En ung borger på kontanthjælp kunne for eksempel komme ud for at gå voldsomt ned i ydelse, hvis vedkommende blev erklæret uddannelses- eller jobparat. Og så er det knageme svært at skabe fremgang, siger Benedikte Kiær og fortsætter:
– Så det kunne virkelig være svært at lave en ordentlig beskæftigelsesindsats i kommunerne.
Kommissionens anbefalinger skal danne grundlag for politiske forhandlinger mellem Folketingets partier. jki@kl.dk