
Velfærdsdirektør konstitueres som topchef
tekst Mads Brandsen
Efter at Anders Mørk Hansen i sidste uge meddelte, at han fratræder stillingen som kommunaldirektør i Halsnæs efter syv år, har byrådet nu fundet hans afløser.
I hvert fald for en stund. Valget er faldet på kommunens direktør for områderne børn og unge, social, ældre og sundhed, Niels Milo Poulsen, der indtil videre vil være konstitueret i stillingen.
Det oplyser Halsnæs Kommune i en kort pressemeddelelse.
Niels Milo Poulsen kom til Halsnæs Kommune i 2019 og har mere end 20 års erfaring som direktør. Tidligere har han været ansat i blandt andet Furesø og Værløse.
Stillingen som kommunaldirektør vil snarest blive slået op, og det er forventningen, at kommunen kan udpege sin nye topchef i løbet af sommeren, så vedkommende kan begynde til august. mdbr@kl.dk