
Lokale og Anlægsfonden får ny direktør
tekst Anna Törnqvist Jensen
Efter sommerferien får Lokale og Anlægsfonden sin fjerde direktør, når Jon Gerner tiltræder som ny direktør i fonden. Gennem 27 år har Lokale og Anlægsfonden rådgivet, udviklet og støttet byggeri og faciliteter til Danmarks fritidsliv, og Jon Gerner vil arbejde for, at fonden fortsat er en relevant samarbejdspartner for kommuner og foreninger, når det kommer til inspiration, rådgivning, udvikling og støtte til fritidslivets fysiske rammer.
Jon Gerner har siden 2008 været projektchef i Nordea-fonden, hvor han har haft ansvaret for støtteområderne motion, sundhed og fritidsliv. Han har tidligere været ansat i ledelsessekretariatet og budgetkontoret i Undervisningsministeriet.
– I flere år har jeg haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Lokale og Anlægsfonden, og hver gang har det slået mig, at både ambitionerne, kreativiteten og kvaliteten er i top. Derfor er det med både stor respekt og entusiasme, at jeg nu bliver en del af holdet i fonden, siger Jon Gerner i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Det er et stort privilegium at overtage ansvaret for at bidrage til at udvikle rammerne for noget af det vigtigste i vores samfund - vores kultur-, idræts- og fritidsliv. Lokale og Anlægsfonden spiller en væsentlig rolle i sektoren i dag – det er min ambition at udbygge den yderligere, således at Lokale og Anlægsfonden er det sted, alle relevante parter henvender sig for både inspiration, viden, rådgivning og støtte.
Carl Christian Ebbesen, bestyrelsesformand i Lokale og Anlægsfonden, siger, at bestyrelsen er meget begejstrede for at have fundet den rette person til jobbet.
– Valget er faldet på Jon Gerner, fordi han har den rigtige erfaringsmæssige baggrund samt et solidt overblik over – og forståelse for – idrættens, friluftslivets og kulturens rolle og for det fysiske rums betydning for aktiviteterne, siger Carl Christian Ebbesen.
Fondens hiditige direktør Esben Danielsen forlod den 1. januar posten til fordel for et job som fagdirektør for kultur i Københavns Kommune. Siden har Carsten Haurum været konstitueret direktør, men fra 1. august indtager Jon Gerner altså direktørstolen.
Derudover uddeler fonden omkring 80-90 millioner kroner årligt til projekter. Midlerne stammer fra de såkaldte udlodningsmidler under Danske Spil (Tipsmidlerne).
Lokale og Anlægsfonden blev etableret i 1994 og råder over en egenkapital på 140 millioner kroner, der er indskudt af Danmarks Idræts-Forbund, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund og Dansk Ungdoms Fællesråd. antj@kl.dk