
Borgmestre for udrejsecentre: Det er en kæmpe opgave
tekst Anna Törnqvist Jensen
– Det er en udfordrende oplevelse af at have et udrejsecenter. Det giver problemer i lokalområdet, og det er ikke et let samspil. Trygheden forsvinder for de borgere, der bor omkring centeret, og vi har ikke formået at få trygheden genetableret.
Sådan lyder det fra Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm Kommune. I 2013 besluttede den daværende regering, at Sjælsmark Kaserne skulle huse et udrejsecenter. I dag bor der primært enlige udlændinge og par uden børn i udrejsecentret, mens familier primært er blevet indkvarteret i Udrejsecentret Avnstrup, der ligger i Hvalsø nær Lejre. Udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune huser udlændinge, der blandt andet er udvist ved dom og er på tålt ophold. Og det har givet sine udfordringer, siger Ikast-Brandes borgmester, Ib Lauritsen (V).
– Man får en opgave, man egentlig gerne ville have været foruden, og man får jo med al mulig tydelighed illustreret, hvordan magtfordelingen egentlig er i Danmark og hvem, der bestemmer, når alt kommer til alt, siger Ib Lauritsen.
Regeringen har bebudet, at man vil placere endnu et udrejsecenter på Langeland. Her er det planen, at 130 tidligere dømte og personer på tålt ophold skal bo og altså flyttes fra Kærshovedgård.
– Jeg har hele tiden sagt, at jeg helst så, at udrejsecentret slet ikke var på Kærshovedgård. Men så har jeg også sagt, at det i hvert fald er uhensigtsmæssigt, at udrejsecentret rummer alle tre kategorier af både mennesker, som er på tålt ophold, udviste kriminelle og så langt de fleste, som alene har begået den fejl, at de er rejst til et land, hvor de ikke kan få lov til at opholde sig, siger Ib Lauritsen.
Få det bedste ud af det
Fra Ikast-Brande-borgmesteren lyder det gode råd til Langeland: Kæmp imod. Og hvis det ender med, at regeringens planer bliver til virkelighed, så gælder det om at få det bedste ud af det. For Langeland kommer ikke uden om, at et udrejsecenter betyder opgaver for kommunen. Mens Hørsholm Kommune har haft dialog med Nordsjællands Politi, telefonkæder og lokale beboergrupper i forbindelse med udrejsecentret, var det særligt antallet af indberetninger fra Udrejsecenter Sjælsmark, der gav travlt i kommunens familieafdeling.
– Vi har aldrig haft så mange indberetninger, som vi havde fra det område. Det er en kæmpe opgave for kommunen, konstaterer Morten Slotved.
Fra Ikast-Brande lyder opfordringen, at Langeland skal få etableret samarbejde med myndigheder og politi, hvis udrejsecentret bliver en realitet.
– Vores erfaringer med at gå i dialog med både politi og myndigheder og oprette tryghedsambassadører og netværk er rigtig gode. Når man først er nået til erkendelsen af, at regeringen placerer nok de her mennesker her, så gælder det altså om at finde ud af, hvordan man får det bedste samarbejde omkring det, siger Ib Lauritsen.
Reelle bekymringer
Ifølge Ib Lauritsen er bekymringerne for et udrejsecenter på Langeland reelle. Lokalsamfundet har allerede demonstreret massiv modstand mod planerne, mens Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) har kaldt planerne om et udrejsecenter for ”noget bras”. Og udrejsecentret på Kærshovedgård har sin pris, siger Ib Lauritsen.
– Enkelte har sagt, at det går ud over både erhverv og huspriser, og vi har da også en fiskesø, som ligger 300 meter fra Kærshovedgård. De måtte erkende, at de ikke kunne drive fiskesøen videre, fordi beboerne fra Kærshovedgård kom og opholdt sig der, og det er der jo ikke noget mærkeligt i, men det betød, at folk hellere kørte et andet sted hen. Ole Tranberg, som er nabo på Kærshovedgård, har optrådt meget i medierne med kritik af centret, og jeg vil også vove den påstand, at hans ejendom er noget nær usælgelig. Er du i Bording syv kilometer væk, er det ikke sikkert, det har den helt store afsmitning, men det har det helt sikkert for dem, der er helt tæt på, siger Ib Lauritsen.
Og i Bording kan beboerne heller ikke se sig fri for, at hverdagen er forandret, siger borgmesteren.
– Det er klart, at den 18-årige ekspedient i Fakta, som får at vide, at hvis du oplever nogle, der kommer ind og stjæler noget, og du kan se, de er fra Kærshovedgård, så lad være med at gøre noget, nok heller ikke føler, at vedkommende er i det mest tryghedsskabende miljø. Det er jo utryghedsskabende, siger Ib Lauritsen.
De borgerlige partier på Christiansborg samt SF har meldt ud, at de langt fra er tilfredse med planerne om et udrejsecenter på Langeland, og tirsdag aften har udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye (S) indkaldt partiernes udlændingeordførere til møde om udrejsecentret på Langeland. antj@kl.dk