
Borgmesterkandidat får påtale fra partitoppen for pornolinks
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Borgmesterkandidat i Viborg Niels Duelund (S) er havnet i problemer, efter han sendte mail med link til pornografisk indhold til blandt andet byrådsmedlemmer. Han har fået en påtale fra partitoppen, for ikke efterfølgende at have håndteret sagen ordentligt. Sagen er beskrevet af Viborg Stifts Folkeblad.
Niels Dueholm (S) er blevet irettesat af partitoppen i Socialdemokratiet, fordi han i april sendte en mail indeholdende et link ud til blandt andre partiets byrådsmedlemmer, velvidende at linket sendte modtagerne videre til en porno-hjemmeside, skriver avisen.
Overskriften på mailen var "Se vores nye hjemmeside". I mailen fulgte et link til en S-lignende hjemmeside, der dog var enten falsk eller hacket. Når man klikkede på web-adressen, røg man videre til en video med pornografisk materiale. Det var angiveligt ment som en spøg, men det fik flere af de lokale partimedlemmer til at reagere, fordi de fandt mailen upassende, og fordi de var bekymrede for at linket kunne sprede virus på deres og kommunens servere.
Ifølge Viborg Stifts Folkeblad sendte Niels Dueholm efterfølgende en mail via den lokale formand for Socialdemokratiets fællesledelses John Hansen en undskyldning, men gav i første omgang ikke tilstrækkelig udtryk for at han forstod alvoren af problemet.
Det fik byrådskandidat Marianne Aaris Andersen til at kontakte partitoppen.
– Jeg gik videre med sagen, fordi jeg ikke følte mig lyttet til. Det krævede hjælp udefra. Inden da havde jeg drøftet det med min bestyrelse, som opfordrede mig til at kontakte partikontoret, siger hun til Viborg Stifts Folkeblad.
Derefter modtog borgmesterkandidat Niels Dueholm en påtale fra partitoppen i form af Socialdemokratiets partisekretær Jan Juul Christensen.
Viborg Stifts Folkeblad bringer påtalen, der tager klart afstand fra Niels Dueholms adfærd. Her står blandt andet:
”Niels Dueholm burde have rundsendt en mail, der klart og præcist beskrev, at der var et problem med pågældende hjemmeside, og at problemet bestod i, at der blev linket til anstødeligt indhold. I sådanne situationer skal der kommunikeres klart og ikke "på en sjov måde", som har været begrundelsen afgivet af Niels Dueholm.”
Det var torskedumt
I en opfølgende artikel fra i dag fredag 21. maj erkender Niels Dueholm, at ”det var torskedumt”.
– Jeg burde have skrevet ud til kandidaterne, at de skulle passe på, og at vores hjemmeside var blevet hacket. I stedet fejler jeg og skriver, at de skulle se vores nye hjemmeside, siger han til Viborg Stifts Folkeblad.
Han understreger, at han har undskyldt to gange. Borgmesterkandidaten mener at sagen får politiske konsekvenser. tkn@kl.dk