
KL foreslår milliarder til løft af socialområdet
tekst Anna Törnqvist Jensen
Kommunerne har på det seneste været genstand for massiv kritik af håndteringen af socialområdet, hvor flere enkeltsager har fyldt i pressen, og et borgerforslag om helt at fjerne handicapområdet fra kommunerne er nået Folketinget. Mens der ikke er politisk flertal for borgerforslaget, er både ordførere og socialminister Astrid Krag (S) klare i mælet om, at der skal ske forandringer på handicapområdet, og at der sker for mange fejl i dag.
Reagerer på signaler
I KL har man noteret sig signalerne fra både regeringen og Folketinget om, at servicen til borgerne på socialområdet skal styrkes, og at økonomiske hensyn skal veje mindre tungt. Derfor foreslår KL nu en treårsplan for et løft af socialområdet. Planen vil koste milliarder at føre ud i livet, og de penge drømmer KL om at få af regeringen ved de kommende økonomiforhandlinger.
– Det koster penge, hvis vi skal løfte niveauet, og det, vurderer vi, er helt nødvendigt at gøre. Derfor rejser vi det her som et krav i de kommende økonomiforhandlinger med regeringen. Forudsætningen, for at vi kan give det her løft, uden det går ud over vores skoler, daginstitutioner og vores ældrepleje, hvor der også er brug for at arbejde med kvaliteten, er, at der skal flere ressourcer til. Og dem er regeringen nødt til at komme med, siger KL’s formand Jacob Bundsgaard (S).
Treårsplanen skal give kommunerne mulighed for at udvikle socialområdet, så borgernes møde med systemet styrkes, og de i højere grad vil føle sig mødt og hjulpet.
– Vi ønsker at kunne levere en højere kvalitet i den pleje, omsorg og hjælp, vi giver på socialområdet. Der er stort pres på området, og alle kommuner oplever øgede udgifter. Men vi vil sådan set gerne mere end bare at følge med. Vi vil gerne øge kvaliteten. Det er også det, vi hører fra socialministeren, ordførerne i Folketinget og organisationerne på området, siger Jacob Bundsgaard og understreger, at forudsætningen for at give området et løft er, at der ligger en finansieret plan.
KL vurderer, at treårsplanen vil koste ”et antal milliarder”.
– Det endelige beløb afhænger af, hvor vi kan blive enige om at lægge kvalitetsniveauet, og det er det, vi skal diskutere under de kommende forhandlinger, siger KL’s formand og tilføjer, at KL selvfølgelig helst vil have en forøgelse af bloktilskuddet fremfor øremærkede midler.
– Men det er klart, at vi har en forventning om, at regeringen også gerne vil kunne se, at pengene gør en forskel, tilføjer han. • antj@kl.dk