
Politisk børneaftale på plads: Kommuner forpligtes til at overveje adoption fra fødslen
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Et politisk flertal bestående af alle Folketingets partier undtagen Nye Borgerlige er blevet enige om aftalen "Børnene Først". Aftalen indeholder en række initiativer, der med aftalepartiernes ord skal sikre sårbare og udsatte børn en god start på livet.
Aftalen blev præsenteret tirsdag eftermiddag med social- og ældreminister Astrid Krag (S) i spidsen.
##ContentBoxStart##263405##ContentBoxEnd##
– Statsministeren brugte sidste år sin nytårstale på de udsatte børn, fordi det for regeringen er en værdikamp at sætte børnene først. Vi tog et stort skridt i 1997, da det blev forbudt at slå sine børn. Nu tager vi de næste skridt med tidligere hjælp, så udsatte børn ikke flyver under radaren, og stærkere børnerettigheder i den nye Barnets Lov. Jeg vil gerne takke de øvrige partier for konstruktive forhandlinger, hvor de gjorde regeringens udspil endnu bedre med især gode forslag om mere tidlig hjælp til børn og familien og et løft af sagsbehandlingen. Vi har nu et stort fælles arbejde i at følge reformen og gøre den til virkelighed i praksis, siger Astrid Krag.
Aftalen betyder blandt andet, at kommunerne får nye muligheder og pligter i forbindelse med anbringelser og tvangsadoption af børn. Ifølge aftaleteksten vil det blive muligt at træffe afgørelse om bortadoption, allerede inden barnet er født. Det betyder, at barnet slipper for først at blive anbragt i en midlertidig plejefamilie for siden at blive bortadopteret til en permanent familie. Muligheden for før fødslen at træffe beslutning om adoption kan bruges i de tilfælde, hvor barnets "forældre har en så begrænset omsorgsevne, at de aldrig vil kunne tage vare på barnet, og barnet derfor vil skulle bortadopteres," som det lyder i aftaleteksten.
Kommunerne får ligeledes mulighed for at træffe afgørelse om anbringelser, inden barnet er født. Det skal sikre, at der er god tid til at finde en plejefamilie. I de sager forpligtes kommunerne desuden til at overveje, om anbringelsen er det rigtige skridt, eller om barnet skal tvangsadopteres.
Dansk Folkepartis socialordfører, Karina Adsbøl, betonede i forbindelse med offentliggørelsen, at DF gerne havde set, at netop pligten til at overveje tvangsadoption i bestemte sager ikke havde været en del af aftalen.
– Vi ser hellere, at man har øje for hele paletten af muligheder og har fokus på andre foranstaltninger man kan træffe for at hjælpe børnene og familierne. Så vi vil hellere have fokus på forebyggelse og bedre sagsbehandling, så man undgår at ende med tvangsadoption. Men vi er glade for den helt store sejr; nemlig at reglerne for, hvilke sager, der skal overvejes tvangsadoption i, ikke bliver lempet med aftalen, siger Karina Adsbøl til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Hele aftaleteksten kan findes på Social- og Ældreministeriets hjemmeside. jki@kl.dk