Omstridt familiechef i Fredericia stopper
tekst Gitte Johansen
Efter 26 år i Fredericia Kommune stopper Kirsten Blæhr som chef for familieafdelingen, skriver Fredericia Dagblad. Det sker i kølvandet på en lang periode med kritik af familieafdelingen. Derudover har hendes rolle været under lup i en habilitetssag, hvor hendes mand, byrådsmedlem Lars Ejby (S), undersøges af Ankestyrelsen.
Spørgsmålet har været, om hendes chefrolle i kommunen har gjort hendes mand, Lars Ejby (S) inhabil, da han sad i økonomiudvalget. I lørdags valgte han dog at sygemelde sig fra byrådsarbejdet.
Kommunen har forklaret, at ledelsen hidtil er kommet om ved habilitets-spørgsmålet ved, at ved behandling af sager vedrørende fagchefens område har Ejby ikke deltaget, så der undgås konkret inhabilitet.
Der er imidlertid opstået tvivl om, hvordan der har været handlet i konkrete tilfælde, når man går syv år tilbage i tiden. Der har været udskiftninger, perioder med vakante ledelsesstillinger og organisationsændringer, så den sag ser Ankestyrelsen nu på.
Fredericia Kommunes konstituerede kommunaldirektør Camilla Nowak bekræfter over for Fredericia Dagblad, at Kirsten Blæhr stopper.
– Kirsten Blæhr har indgået en senioraftale med Fredericia Kommune. Kirsten har arbejdet med børn og unge i 26 år i Fredericia Kommune, og vi er i direktionen i dialog med Kirsten om, hvordan vi får sagt ordentligt farvel og tak for det gode samarbejde, siger Camilla Nowak til avisen. gij@kl.dk