
Dragør beder forældre holde små børn hjemme
tekst Gitte Johansen
Efter et ekstraordinært byrådsmøde i går aftes indfører Dragør Kommune nu ekstra restriktioner for at vende smitten i kommunen, der er faretruende tæt på en automatisk nedlukning.
På mødet besluttede kommunalbestyrelsen, at alle indendørs idrætsaktiviteter og biblioteker skal lukkes ned fra i dag. Alle forældre, som har mulighed for det, opfordres samtidig til at holde deres børn hjemme. Kommunale medarbejdere, som ikke varetager kritiske funktioner, skal arbejde hjemmefra, og der indledes en dialog med private arbejdsgivere om også at lade privatansatte arbejde hjemme. Samtidig sender kommunen sms’er til borgerne i Dragør med opfordring til overholde alle corona-retningslinjer.
Dragør Kommune har et testjusteret incidenstal på 280. En kommune skal automatisk lukke ned, når grænsen på 300 passeres.
Trods de mange nye restriktioner har Helle Barth (V), der er nytiltrådt borgmester i Dragør, ikke de store forhåbninger om, at kommunen kan undgå en nedlukning.
– Jeg tror, vi lukker, lyder det ærlige svar fra Helle Barth til TV2 Lorry. gij@kl.dk