
S-borgmester skuffet over infrastrukturplan: Den er mere sort end grøn
tekst Mads Brandsen
Forventningerne var store i Gladsaxe, da S-regeringen skrottede VLAK-regeringens udspil til en infrastrukturplan. I stedet lovede S-regeringen en ny og grøn mobilitetsplan, som kom med nogle svar på udfordringerne med støj og trængsel i hovedstadsområdet.
Det er bare ikke, hvad regeringen har leveret med aftalen med Folketingets partier, der blev præsenteret mandag.
– Vi får en sort plan med mere asfalt og flere biler. Udvidelse af motorveje og ringveje i og omkring Gladsaxe er en katastrofe for vores kommune, som vil pumpe biler ind i kommunen fra alle verdenshjørner, siger Trine Græse i en pressemeddelelse.
Størstedelen af indbyggerne i Gladsaxe er ramt af støj fra de mange motorveje og ringveje, der skærer gennem kommunen. Trine Græse forsøgte derfor at råbe politikerne op gennem et foretræde for Folketingets transportudvalg, men det har tilsyneladende ikke hjulpet ret meget.
– Med den nye infrastrukturplan har vi fået alt det, vi ikke ville have, og det, vi har fået, er meget lidt, upræcist beskrevet og underfinansieret, siger Trine Græse.
Der er sat tre milliarder kroner af til at afhjælpe støjproblemer frem til 2035, men det rækker ifølge Trine Græse ikke til at løse problemerne.
– Det haster, for hovedstaden er allerede ved at drukne i støj og trængsel. Så hvor er den grønne mobilitetsplan, som skulle sikre en sammenhængende og bæredygtig infrastruktur og afhjælpe den støj og trængsel, som truer vores sundhed. Den kan jeg ikke lige få øje på i denne plan, siger hun. mdbr@kl.dk