Stigende udgifter til administration er ikke lig med flere skrankepaver
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Indenrigs- og Boligministeriets benchmarkingenhed har lavet en ny analyse af kommunernes udgifter til administration og ledelse. Den viser grundlæggende, at udgifterne ligger ret stabilt, men er svagt stigende.
I 2020 udgjorde kommunernes udgifter til administration og ledelse 54 milliarder kroner. Det svarer til 9.261 kroner pr. indbygger. Fra 2019 til 2020 er der sket en stigning i udgifterne pr. indbygger til administration og ledelse på 1,5 procent. Det svarer til en stigning på i alt 0,9 milliarder.
Det skal ikke nødvendigvis læses som en negativ udvikling, påpeger professor Per Nikolaj Bukh fra samfundsfagligt fakultet på Aalborg Universitet med speciale i blandt andet ledelse og økonomistyring. Danske Kommuner har bedt ham om at kommentere, hvad man egentlig kan læse ud af analysen.
– Man er nødt til at gå bagom tallene for at forstå, hvad de er udtryk for. Når man sådan groft kalder det administrationsomkostninger, så ser den menige dansker nemt skrankepaven og Stempelkvist for sig, der sidder og laver unødvendigt arbejde. Analysen omhandler ledelse og administration, og herunder hører også myndighedsområdet, skal man lige huske, siger Per Nikolaj Bukh.
Han påpeger, at man skal gå ind og kigge på de enkelte delområder, før det bliver interessant.
– Uden jeg har haft lommeregneren fremme, så er det jo markant, at det er myndighedsområdet, der stiger, mens nogle af de andre falder over tid eller ligger stabile. Det er en vigtig konklusion. Det hænger jo blandt andet sammen med hele den udvikling, der har været ikke mindst på det specialiserede socialområde, hvor man er gået meget mere aktivt ind i sagsbehandlingen med mindre sagsstammer. Det forøger jo omkostningerne, men til vældig god gavn for borgerne, siger Per Nikolaj Bukh.
Forskel på rig og fattig
Analysen peger på, at der er geografiske forskelle på, hvordan udgifterne udvikler sig. På kommuneniveau har 71 kommuner haft stigende udgifter pr. indbygger til administration og ledelse. Heraf har 23 kommuner øget udgifterne med mindst 4 procent. Det er så værd at bemærke, at nogle af de kommuner, der har haft størst stigning, i udgangspunktet har ligget lavt på udgiftsniveauet.
Benchmarkingindikatoren for kommunernes administrationsudgifter i 2020 viser, at der fortsat er stor forskel på kommunernes administrationsudgifter pr. indbygger, selvom der tages højde for forskelle i rammevilkår. Det gælder både for kommunernes samlede administrationsudgifter og for udgifterne til henholdsvis administrative støttefunktioner og chefer, myndighedspersonale og decentrale ledere.
Det påpeges i analysens konklusioner, at det generelt er de samme kommuner som i foregående analyser, der har enten høje eller lave administrationsudgifter pr. indbygger. Der er dog visse bevægelser i rangeringen af kommunerne i 2020 i forhold til 2019.
At der er geografiske forskelle overrasker ikke Per Nikolaj Bukh. Men han har først en generel betragtning.
– Går man tilbage til kommunalreformen i 2007, så gik der en del år, før man begyndte at høste synergierne og fik lavere administrationsomkostninger. Men når de gevinster så var høstede, så var der heller ikke så meget mere at komme efter. Der har selvfølgelig været ting at hente med digitalisering, men der er også kommet flere arbejdsopgaver til i kommunerne, som har givet øgede udgifter til økonomistyring og kommunikation, siger Per Nikolaj Bukh.
At udgifterne groft sagt er stabile, ser han egentlig som en succes. Og så påpeger han forskellen på at være en rig og en fattig kommune.
– At administrationsomkostningerne er i ro er egentlig ganske udmærket. Den lille stigning, vi ser i analysen, er overordnet set udtryk for nogle ganske fornuftige prioriteringer, tror jeg. Så kan man gå ned på den enkelte kommune og kigge nærmere. Er man fattig kommune, så kan man ikke bruge så mange penge på administrationsområdet. Har man penge, skal man så bruge dem på skattelettelser? Der kan også være helt legitime politiske prioriteringer. Er man fattig kommune, har man måske sparret alle mellemlederne væk for at få flere SOSU-assistenter. Men det betyder også, at du mangler en tæt ledelse, der kan give kvalitet. Det ser måske godt ud på ledelsesprocenten, men det er ikke nødvendigvis godt for fagligheden, siger Per Nikolaj Bukh.
Han uddyber med et eksempel:
– Ser man specifikt på det pædagogiske felt og folkeskoleområdet, så kendetegner det de skoler der præsterer bedst, at der er synlig fagprofessionel ledelse, der kan sparre med undervisere og være i klasserummet, fremfor kun at sidde på kontoret, siger Per Nikolaj Bukh. tkn@kl.dk