
Sundhedsklynger skal redde patienterne fra Bermuda-trekanten
tekst Gitte Johansen
Det var en historisk dag, da regeringen, Danske Regioner og KL i sidste uge kunne præsentere en aftale om at etablere 21 sundhedsklynger omkring hvert af de eksisterende akutsygehuse. Sundhedsklyngerne skal sikre, at kommuner, regioner og hospitaler arbejder bedre sammen, så patienterne oplever mere sammenhængende patientforløb.
– Det er første skridt på vej mod den sundhedsreform, som vi har kæmpet for i 10 år. Vi har i Danmark et fantastisk sundhedsvæsen, men vi har manglet noget. Vi har i snart 15 år manglet den ene halvdel af den struktur, der gør, at vi kan sætte patienten og borgeren i centrum for behandlingen, siger Jacob Bundsgaard (S), formand for KL.
Samarbejdet mellem kommunernes sygepleje, regionernes sygehuse og de praktiserende læger bliver ofte galgenhumoristisk kaldt for sundhedsvæsenets Bermuda-trekant, hvor oplysninger om medicin, prøvesvar, patientens behandlingsplan og anden vigtig information forsvinder sporløst.
En udfordring skiftende regeringer har forsøgt at løse uden held. Første udvalg blev nedsat i 2016, men siden tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stødte på grund med sit forslag til en sundhedsreform i 2019, er der ikke sket meget. Danske Regioner og KL har flere gange efterspurgt handling og i foråret blev parterne så utålmodige, at de i fællesskab skabte en ny model for samarbejdet. Et samarbejde som sundhedsministeren takkede for ved præsentationen af aftalen.
– Nu tager vi for alvor fat om udfordringen med manglende sammenhæng. Det har været sundhedsvæsenets akilleshæl i alt for mange år. En gang imellem kæmper strukturerne imod, at vi kan gøre det rigtige. Nu får vi lavet en struktur, som tilskynder og underbygger, at vi rent faktisk gør det rigtige for borgeren, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Allerede i dag er både kommuner og regioner voldsomt pressede af et voksende antal ældre, flere danskere med kroniske sygdomme og et stigende antal borgere med psykiske lidelser. Patientgrupper, som ofte har mange kontakter med sundhedsvæsenet og samtidig har behov for både kommunale sundhedsydelser og pleje.
– Sundhedsklyngerne vil give os rammerne til at skabe mere tryghed for borgerne og tilrettelægge et godt patientforløb, hvor sundhedsvæsnets parter taler bedre sammen. Men aftalen kan ikke stå alene, og der ligger stadig en stor diskussion forude om det faglige indhold i en national sundhedsreform. Sundhedsklyngerne træder i kraft allerede næste år, så der skal knokles for at få de nye strukturer på plads, siger Jacob Bundsgaard.
Kejserens nye klæder
Umiddelbart efter præsentationen blev aftalen af sundhedseksperter kaldt alt fra ”et afgørende skridt” til ”elastik i metermål”. En af de kritiske røster var professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, Jes Søgaard, som kaldte aftalen ”Kejserens nye klæder”.
– Det var måske lidt hårdt, men det var den første tanke, der faldt mig ind. Det er helt fint med sundhedsklynger, men der er ikke meget nyt i det. Vi har allerede i dag et sundhedskoordinationsudvalg i hver region, hvor kommuner, region og praktiserende læger arbejder sammen om at skabe sammenhæng for borgerne, siger Jes Søgaard.
Den hårde dom var måske mest et udtryk for den umiddelbare skuffelse over manglen på konkrete initiativer, erkender Jes Søgaard.
– Jeg havde ikke forventet, at der kom en færdig plan, men jeg havde forventet, at de her tre toppolitikere kunne lægge nogle spor ud. Sundhedsministeren kunne allerede nu sætte Søren Brostrøm i gang med at lave en kvalitetsplan. Det kan nemt tage Sundhedsstyrelsen et halvt år at lave en kvalitetsplan, så det handler bare om at komme i gang, siges Jes Søgaard.
Sammen med flere andre eksperter på sundhedsområdet påpeger Jes Søgaard desuden, at parterne på behændig vis er gået uden om det mest betændte område i samarbejdet – økonomien.
– Jeg savner rammer om de mange økonomiske mellemværender, der uundværligt vil komme mellem kommuner og regioner. Det vil blive en knast i samarbejdet, fordi kommunerne føler sig presset af stigende sundhedsudgifter til patienter, som rykker ud fra sygehusene og skal have kommunal pleje. Jeg havde gerne set, at ministeren havde sat gang i et hurtigt udredningsarbejde omkring økonomien, siger han.
Aftalen om 21 nye sundhedsklynger er et led i en samlet sundhedsaftale, som skal forhandles på plads i Folketinget til efteråret. • gij@kl.dk
##ContentBoxStart##264013##ContentBoxEnd##