
Økonomiaftalen i små bidder
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Konsulentbesparelser og effektiviseringer
Kommunerne skal finde sammenlagt 600 millioner kroner i 2022 på besparelser, som så i stedet kan bruges på velfærdsområderne. 200 millioner kroner skal findes på brugen af eksterne konsulenter, mens generelle effektiviseringer skal frigøre 400 millioner kroner. Konsulentbesparelserne stammer fra sidste års økonomiaftale, hvor kommunerne forpligtede sig til at finde besparelser hvert år frem til 2025, hvor forbruget skal være banket ned med i alt en milliard kroner årligt.
De kommunale pengekasser
Kommunernes likviditet stiger og stiger. Nu har regeringen og KL aftalt en række relativt uforpligtende formuleringer om, hvad kassebeholdningerne kan bruges på. Dels er regeringen og KL enige om, at en del af de likvide midler kan bruges til at nedbringe gælden, dels er de enige om, at det er ”økonomisk fordelagtigt”, at kommunerne overfører indefrosne feriemidler til den centrale fond – Lønmodtagernes Feriemidler. Hvordan, det sidste skal foregå, skal afklares i løbet af året.
Grøn omstilling og anlægsmilliard
Kommunerne er vigtige for den grønne omstilling, hedder det i aftalen. Derfor er der aftalt en række initiativer, som skal gøre det nemmere for kommunerne at bidrage til målet om at nedbringe Danmarks CO2-udledning med 70 procent i 2030. Blandt andet er en milliard fra anlægsrammen et tilskud til grønne investeringer, ligesom der skal kigges på grønnere indkøb og en omstilling af kommunernes køretøjer, så de ikke udleder noget som helst CO2.
Hjemløse-revolution?
Regeringen og KL vil lave en ”grundlæggende omstilling” af indsatsen mod hjemløshed, hedder det i aftalen. Området er nemlig svært at have med at gøre lovgivningsmæssigt og økonomisk for kommunerne, der skal finansiere indsatsen på blandt andet herberger. Derfor skal flere hjemløse i egen bolig efter det såkaldte Housing First-princip. Det kræver flere boliger, som udsatte borgere kan betale. Færre hjemløse vil betyde mindre behov for herbergs-pladser. Hvordan kommunerne og staten kan sikre flere boliger, færre hjemløse og færre herbergsophold skal drøftes efter sommer, hvor regeringen vil præsentere et hjemløseudspil.
Corona-kompensation
Corona har kostet kommunerne 1,3 milliarder kroner i 2021. Dem betaler staten. 900 millioner kroner kommer som kompensation for, at kommunerne har skullet betale for mere rengøring, testkapacitet, isolationsfaciliteter og smitteopsporing. 400 millioner kroner går til den fælleskommunale indkøbsordning, hvor Aarhus Kommune har stået for at skaffe mundbind, handsker, håndsprit og andre værnemidler til alle landets kommuner. Regeringen og KL har desuden aftalt, at når de mødes næste år til økonomiforhandlinger, så skal der laves en samlet opgørelse over de kommunale coronaudgifter i 2020 og 2021.