Økonomiaftale uden løft af socialområdet

KL gik til dette års økonomiforhandlinger med et oplæg til en treårsplan for det specialiserede socialområde. Over de tre år indebar forslaget et løft af socialområdet med 5,5 milliarder kroner. 

I KL var vi naturligvis klar over, at der her ville være tale om en meget markant opprioritering af det specialiserede socialområde. Omvendt var det initiativer, der adresserede mange af de ting, der er behov for, hvis indsatsen over for borgere med handicap eller psykiske lidelser skal løftes, og som store dele af Folketinget og organisationerne på socialområdet har haft fokus på. Herudover var der en diskussion af, hvordan der kunne skabes råderum til det løbende udgiftspres, som kommunerne oplever på socialområdet.

I et intenst forhandlingsforløb blev det imidlertid klart, at regeringen med henvisning til det begrænsede økonomiske råderum ikke ville gå med til et substantielt løft af kommunernes serviceramme. Resultatet af økonomiaftalen er et løft af serviceudgifterne på 1,4 milliarder kroner, hvoraf den demografiske udvikling på især ældreområdet lægger beslag på 1,25 milliarder kroner.

Økonomiaftalen gav altså ikke mulighed for en realisering af KL’s treårsplan og skabte heller ikke plads til en udgiftsudvikling på linje med den, vi har oplevet de senere år. Tilrettelæggelsen af finanspolitikken er nu en gang regeringens ansvar. Det har KL altid i sidste ende respekteret, og derfor kunne KL’s forslag til en styrkelse af socialområdet heller ikke være et ufravigeligt krav, men kommunerne oplever, at flere og flere borgere har behov for hjælp, og det betyder, at kommunerne står tilbage med vanskelige prioriteringer. Det har derfor været vigtigt for KL, at aftalen er tydelig og ærlig om den vanskelige opgave, som kommunerne står tilbage med. 

KL’s forslag til en styrkelse af socialområdet har naturligvis skabt nogle forventninger, som nu ikke kan indfries. Økonomiaftalen har derfor forståeligt nok medført stor skuffelse. 

Det er imidlertid KL’s forhåbning, at alle relevante aktører på socialområdet vil deltage i en dialog om, hvordan vi kan videreudvikle området indenfor de rammer, som kommunerne er underlagt. Vi ønsker blandt andet at drøfte, hvordan vi kan styrke borgernes retssikkerhed, og hvordan vi skaber bedre tilbud til vores udsatte borgere og borgere med nedsat funktionsevne. 

Vi kan ikke tale behovet for prioriteringer væk. På alle kommunernes store serviceområder – skole, børn, ældre/sundhed og social – er der mennesker af kød og blod bag tallene. Det bør vi være ærlige omkring og i øvrigt følge udviklingen på socialområdet nøje. Men kvalitetsudvikling kan stadig lade sig gøre og er dét, vi skal have vedvarende fokus på. •