
Vaccinationstilbud i udvalgte boligområder skal sikre flokimmunitet
tekst Gitte Johansen
Aarhus Kommune har, som den første kommune i landet, tilbudt borgere i udvalgte sogne en vaccine tæt på deres hjem. I denne og næste uge følger boligområder i Odense, Brøndby, Tingbjerg og på Lolland efter.
De lokale vaccinationstilbud er et forsøg på at styrke tilslutningen til vaccinerne i de områder, hvor tilslutningen ligger under gennemsnittet.
– Vi vil gerne have en høj vaccinationsdækning i alle grupper af befolkningen. I områder med lav dækning, afprøver vi derfor et målrettet lokalt vaccinationstilbud uden tidsbestilling, for at se om det er en metode, der kan få flere til at lade sig vaccinere, siger Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
I Aarhus Kommune blev borgere i tre udvalgte almene boligområder ringet op af kommunen og tilbudt en vaccine uden tidsbestilling i deres lokalområde. Borgerne var inviteret til vaccination, men havde efter mindst fire uger stadig ikke booket en tid.
I alt blev cirka 600 borgere kontaktet af Aarhus Kommune og ud af dem mødte cirka 200 borgere op og fik det første stik, da de fik mulighed for at blive vaccineret i deres lokalområde. Derudover er en del borgere blevet hjulpet af kommunens medarbejdere til at få booket en tid i et af regionens almene vaccinationscentre.
– Indsatsen har været en stor succes, og tallene viser, at borgerne gerne vil vaccineres, når de får det rigtige tilbud, siger Lene Hartig Danielsen, chef for Borgerservice i Aarhus Kommune.
Når også de udvalgte boligområder i Odense, Brøndby, Tingbjerg og på Lolland har afprøvet metoden, vil indsatsen blive evalueret.
– Hvis erfaringer er gode, vil vi gentage indsatsen senere på året, så vi får samlet op på de områder, hvor vi har en lav vaccinedækning, siger Niels Sandø.
Social ulighed
Professor Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet følger i HOPE-projektet vaccinetilslutningen tæt, og han vurderer, at tiltaget i Aarhus er et godt bud på en løsning, som kan fjerne noget af den sociale ulighed, som findes i vaccinetilslutningen.
– Vi ved, at borgere med korte uddannelser har mindre tillid til sundhedsmyndighederne, og derfor er mere skeptiske overfor vacciner. Samtidig har kortuddannede flere praktiske udfordringer. De har sværere ved at logge på e-Boks, de har sjældent egen bil og ofte ufleksible arbejdstider, siger Michael Bang Petersen.
Hvis det ikke lykkes at få en høj vaccinetilslutning i alle grupper af samfundet, kan det i sidste ende få indflydelse på, om Danmark kan opnå den ønskede flokimmunitet.
– Hvis vi skal opnå flokimmunitet, skal vi op på at vaccinere 70 procent af befolkningen. Men da vi ikke vaccinerer en million børn og unge under 16 år, så har vi allerede 20 procent, som ikke er vaccineret. Det betyder, at vi skal have så godt som alle andre med om bord, hvis vi skal opnå flokimmunitet, siger Michael Bang Petersen. gij@kl.dk