
Særlig smitsom coronavariant spreder sig i kommune
tekst Anna Törnqvist Jensen
Hørsholms borgmester Morten Slotved (K) opfordrer sine borgere til forsigtighed og ser med bekymring på stigende smittetal i den nordsjællandske kommune, hvor det testkorrigerede incidenstal fra fredag til søndag er steget fra 117 til 161. Det får borgmesteren til at frygte, at kommunen må gennem en ny nedlukning, hvis ikke smitten bremses.
– Nu skal vi i gang med at blive PCR-testet, og vi skal stå sammen. Vi skal bruge mundbind og håndsprit, så vi ikke kommer til at se en eksplosion i smittestigningen. Vi skal meget nødig over den testkorrigerede incidens på 300, hvor grænsen for nedlukningen ligger nu, siger Morten Slotved til det lokale medie sn.dk.
Ifølge sn.dk er det en særlig smitsom coronavariant, nærmere betegnet den variant, som tidligere er omtalt som den brasilianske, der lige nu spreder sig i Hørsholm. Foreløbig er flere skoleelever sendt i isolation. Det drejer sig om elever fra Hørsholm Skole, Rungsted Skole og Vallerødskolen. Fordi der er tale om en særlig smitsom variant betegnes de hjemsendte skoleelevers familier også som nære kontakter, og de skal derfor også i isolation.
– Det er bekymrende, for der er tale om en særlig smitsom variant, så der skal smitteopspores helt ude i tredje led, konstaterer Morten Slotved til sn.dk og understreger, at kommunen holder skarpt øje med smittetallene. antj@kl.dk