Byrådsmedlem: Forvaltningen hemmeligholder tilsynets henvendelse
tekst Mads Brandsen
Når det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen henvender sig til Randers Byråd, skal det samlede byråd have henvendelsen tilsendt prompte.
Det mener byrådsmedlem for Velfærdslisten, Kasper Fuhr, der langer ud efter forvaltningen for ikke at have orienteret byrådet om en mulig tilsynssag, som Ankestyrelsen har kontaktet kommunen om 19. maj.
– Jeg synes det er frækt af forvaltningen at gemme brevet og informere os på et eller andet senere tidspunkt. Det ville svare til, at jeg gik og tømte andres postkasser uden at fortælle dem om det, siger Kasper Fuhr.
Henvendelsen fra tilsynet, der handler om byrådets beslutning om at afskaffe et heldagstilbud på specialområdet tilbage i 2019, skulle have været på skole- og uddannelsesudvalgets dagsorden 14. juni. Det har forvaltningen ifølge Kasper Fuhr beklaget, at den ikke var.
– Jeg synes, det er en relativt alvorlig sag, for tilsynet beder kun om en udtalelse i sager, hvor det vurderes, at der kan være noget at komme efter. Det er alvorligt, fordi det her er en sag, der allerede har været stor politisk interesse for. Vi har drøftet sagen i byrådet tidligere, og vi har i Velfærdslisten bistået forældrene i at klage, siger Kasper Fuhr.
Direktør: Der er begået fejl
Børne- og skoledirektør, Michael Maaløe, erkender, at forvaltningen har begået fejl i håndteringen af tilsynshenvendelsen.
– Proceduren er rettet op, så det ikke gentager sig. Det er beklageligt, at der er sket fejl, men det kan der gøre, når det er mennesker, vi har med at gøre, siger han.
Ankestyrelsen giver byrådet to måneder til at svare på henvendelsen. • mdbr@kl.dk
##ContentBoxStart##263809##ContentBoxEnd##