
Chefjob i forvaltningen tvinger politiker ud af økonomiudvalget
tekst Mads Brandsen
Byrådsmedlem Bente Faurholt (løsg.) kan ikke både arbejde som økonomi- og administrationschef for Læsøfærgen, der er en del af Læsø Kommunes økonomiforvaltning, og samtidig have sæde i økonomiudvalget.
Det fastslår både det kommunale tilsyn i Ankestyrelsen og KL’s juridiske kontor.
Læsøfærgen var tidligere et kommunalt ejet selskab, og der var ingen problemer, men siden 1. januar 2020 har den været en del af Læsø Kommunes forvaltning. Med baggrund i en borgerhenvendelse spurgte forvaltningen derfor KL til råds i sagen.
Vurderingen fra KL’s jurister lyder, at hun ”er afskåret fra at være medlem af Læsø Kommunes økonomiudvalg” med henvisning til paragraf 29, stk. 3 i styrelsesloven, som fastslår, at et udvalgsmedlem ikke må arbejde for den gren af kommunens forvaltning, som udvalget har ansvaret for.
Ankestyrelsen læner sig op ad KL’s notat og skriver, at det vil være i strid med loven at lade Bente Faurholt fortsætte som medlem af økonomiudvalget.
Bente Faurholt har nu taget bestik af sagen og overladt sin plads i økonomiudvalget til Lars Vilsen fra Læsø Listen, som hun oprindelig blev valgt for. mdbr@kl.dk