Mindeord: Søren Høgenhaven

Søren Høgenhaven var en af de store KL’ere i de sidste årtier af forrige århundrede. Som student, økonomisk medarbejder, chef for KL’s økonomiske konsulentenhed og sidst som cheføkonom i KL. I 1992 forlod han KL og blev adm. direktør i Kommunekredit. En fantastisk karriere, hvor han i alle årene nød stor tillid hos skiftende formænd og bestyrelsesmedlemmer i begge organisationer. Hans ord havde tyngde, og hans råd blev fulgt. Men han nød også stor respekt i kommunerne og hos forhandlingspartnerne i staten.

Min første erindring om ham stammer fra midten af 1970’erne, hvor han blev medlem af mit meget lille team, som KL nedsatte til at varetage gennemførelsen af den store budget- og regnskabsreform. Det var på alle måder et samarbejde med mange interessenter; først og fremmest i kommunerne, men også med KMD, med amtsrådsforeningen og med staten. 

Reformen skilte vandene og udløste utallige og til tider voldsomme diskussioner blandt kommunernes økonomichefer. Søren blev en meget central figur i at bygge bro mellem budget- og regnskabsreformens mål og indretning og de mange individuelle forestillinger, mange økonomichefer havde til, hvordan fremtidens skulle indrettes på det område. På utallige konferencer for kommunernes økonomichefer på Den Kommunale Højskole i Grenaa stod Søren alene på gulvet og besvarede omhyggeligt økonomichefernes udspekulerede spørgsmål om konteringer og anden spidsfindigheder uden at vakle. Han vandt deres respekt, og det kom ham til gavn, da han et par år senere blev kontorchef for KL’s planlægningsenhed og i en kortere periode blev cheføkonom-vikar for siden at overtage cheføkonomjobbet. 

Det blev i meget høj grad Søren, der i praksis udviklede budgetsamarbejdet med staten og byggede det fundament på, hvordan kommunernes økonomi kunne indgå som en selvfølgelig del af den førte økonomiske politik uden, at der nogensinde blev tale om et stats- eller departementschefstyre. Her var finansministeriets ledelse utrolige samarbejdspartnere, uden at vi som udgangspunkt var enige om ret meget. Det økonomiske samarbejde mellem staten og kommunerne blev i Sørens tid til en unik dansk institution som selv finanskrisen og regeringens centraliseringstanker i 00’erne ikke kunne udradere.

Søren var en mester i at forklare kommunernes politikere og topembedsmænd om tingenes tilstand og rette sammenhæng før, under og efter forhandlingerne. Han lagde det solide fundament som de senere cheføkonomer kunne bygge videre på. 

Han blev i 1992 hentet over som adm. direktør for Kommunekredit, der var en hæderkronet men noget gammeldags fælleskommunal låneinstitution. Søren fik efterhånden banken rusten af og udviklet organisationen til en moderne låne- og leasingorganisation, der kunne vise banksektoren baghjul. Markedsandelen for finansieringshjælp til kommunerne steg i hans tid fra ca. 30 til ca. 90 procent. En tårnhøj kreditvurdering, evne til at hente midler fra selv fjerne egne af jorden i Japan og Malaysia, hvor Søren også havde et imponerende netværk, til at kunne tilbyde fordelagtige lån til kommunernes investeringsprojekter. Mange kommuner kan takke ham for, at de kunne finansiere deres anlægsønsker for penge, de kunne betale. Han har sat sig flere fodaftryk end de fleste.

Det er sjældent, at man igennem et langt arbejdsliv kommer til at kende og arbejde sammen med folk af Sørens kaliber. Både kommunerne og KL er ham megen tak skyldig. 

Ære være hans minde.