
Skive ansætter ny teknisk direktør
tekst Mads Brandsen
Et enigt Skive Byråd har godkendt, at Maibrit Lykkegaard bliver kommunens nye direktør for miljø, teknik og udvikling.
Hun kommer fra en stilling som centerchef for plan, byg og vej i Rebild Kommune og har før det bestredet en lederstilling i Frederikshavn Kommune.
– I Maibrit har vi fundet en stærk kandidat, som kommer med en bred faglig og ledelsesmæssig baggrund indenfor flere af forvaltningens fagområder. Samtidig er Maibrit en dygtig værdibaseret leder, som passer rigtig godt til Skiveånden og vores værdisæt, fortæller kommunaldirektør Thomas Lindberg i en pressemeddelelse.
Den nye direktør glæder sig også til at komme i gang med arbejdet.
– Skive Kommune fremstår for mig som en særdeles attraktiv kommune, og jeg glæder mig rigtig meget til at lære kommunen endnu bedre at kende og til at bidrage med nye vinkler til den positive udvikling. Jeg glæder mig også utrolig meget til samarbejdet med medarbejderne og politikerne, og til et godt og gensidigt samspil med lokalsamfundet, siger hun.
Maibrit Lykkegaard er udannet kemiingeniør med speciale i miljøteknik og har desuden suppleret med en diplomuddannelse i ledelse. Hun bor i Aalborg. mdbr@kl.dk