
Ishøj åbner eget jobcenter og finder ny chef
tekst Anna Törnqvist Jensen
Fra nytår skal Ishøj selv stå for at få sine borgere i arbejde eller uddannelse.
Hidtil har det forpligtende samarbejde mellem Ishøj og Vallensbæk dikteret, at beskæftigelsesindsatsen har været varetaget af jobcentret i Vallensbæk, men nu overtager Ishøj altså selv opgaven.
– Vallensbæk Jobcenter har leveret en flot indsats igennem en årrække, og mange af jobcentrets dygtige medarbejdere flytter med til Ishøj. Med hjemtagelsen får vi nu mulighed for at arbejde mere tværfagligt og bringe flere af de faglige kompetencer i spil. Det vil være til gavn for både vores borgere og det lokale erhvervsliv, siger Kåre Svarre Jakobsen, kommunaldirektør i Ishøj Kommune, i en pressemeddelelse.
Får nyt center
Hjemtagelsen af beskæftigelsesindsatsen betyder, at Ishøj Kommune i det nye år vil få et nyt center, som vil have fokus på beskæftigelse. I spidsen for det nye center skal stå 54-årige Jørgen Dan Pedersen, som kommer fra en lederstilling i Roskilde Jobcenter.
– Ishøj Kommune er i en rigtig spændende udvikling, som jeg glæder mig til at være en del af. Vi går uden tvivl et travlt og spændende efterår i møde, for det bliver en stor opgave at etableret et nyt center, men hjemtagelsen af beskæftigelsesindsatsen vidner også om, at Ishøj Kommune har meget høje ambitioner om, at flere Ishøj-borgere skal være en del af arbejdsfællesskabet med de menneskelige og økonomiske gevinster, der ligger heri, siger Jørgen Dan Pedersen i pressemeddelelsen.
Den nye centerchef er overbevist om, at Ishøj Kommune har gode forudsætninger for at lykkes med at yde sine borgere en god service på beskæftigelsesområdet.
– Ishøj har alle de fordele, der er forbundet med at være en mindre kommune: En flad og ubureaukratisk organisation med korte beslutningsveje og en uformel omgangsform, hvor man kender hinanden og har gode forudsætninger for at arbejde sammen på kryds og tværs. Dertil kommer, at Ishøj har et stærkt erhvervsliv og et rigt foreningsliv. De vilkår giver grobund for tæt dialog, nytænkning og hurtig vej fra idé til handling, siger Jørgen Dan Pedersen, som fortæller, at udgangspunktet for den nye beskæftigelsesindsats vil være, at alle borgere har noget, som de kan bidrage med.
– Jeg tror grundlæggende på, at vi altid finder de bedste løsninger ved at lytte til hinanden og tænke højt sammen. Jeg er drevet af, at vi skal have alle med - alle har en værdi, og alle kan noget af værdi. Derfor skal vi som kommune og i vores nye center gøre os umage med at hjælpe alle borgere med at opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet. antj@kl.dk