
Fagforbund om spærretid: Det er helt uhørt
tekst Mads Brandsen
Bornholms Regionskommune knægter demokratiet, når den forbyder medier og politikere adgang til kommunale arbejdspladser og medarbejdere i tre måneder før kommunalvalget.
Det mener forbundsformand for FOA, Mona Striib.
– Jeg synes, det er helt uhørt. Der er ytringsfrihed i det her land, og hvad pokker skulle det afstedkomme, at man skal have sådan et berufsverbot. Man får en tanke om, at man vil skjule noget, siger hun til Danske Kommuner.
FOAs medlemmer på social- og sundhedsområdet samt i dagtilbud er nogle af dem, som kommunen hævder at ville beskytte, men det er ikke en beskyttelse, hun har bedt om.
– Politikere kan finde på hvad som helst. Men vores medlemmer er altså klogere end som så, og vi kender godt de situationer, hvor nogle gerne vil have billeder fra daginstitution med et barn på armen. Det kan mine medlemmer godt gennemskue, og der kan de altså godt selv sige fra, siger hun.
Dine medlemmer kan stadig ytre sig om kommunale forhold. Det må bare ske ude på gaden eller i deres fritid. Er det ikke ok?
– Nej, vores medlemmer er ansat til at yde omsorg. Med det følger en pligt til at påtale kritiske forhold, der gør, at de ikke længere kan stå på mål for det, der foregår. Det her lyder som noget, der foregår i et lukket land. Ikke i et demokrati, siger Mona Striib.
Hun bakkes op af formanden for Dansk Journalistforbund, Tine Johansen, der overvejer, om forbundet aktivt skal gå ind i sagen. For ifølge hende er det bare endnu en brik til et billede, der viser, at lukketheden mange steder er normen. Samtidig gør det journalisternes arbejde unødigt besværligt, påpeger hun overfor fagbladet Journalisten.
– Når vi taler om minimumsnormeringer i børnehaver, er det altså pædagogerne, der ved mest. Skal vi så til at mødes med alle ansatte på deres privatadresse? Det vil gøre mediernes arbejde langt mere vanskeligt.
Spærretiden kommer efter alt at dømme til debat i kommunalbestyrelsen på Bornholm efter sommerferien. mdbr@kl.dk