
Ny enighed: Lyntest er først og fremmest til plejehjem - pædagoger må vente
tekst Thomas Kokholm Nielsen
En stor del af landets kommuner har ikke kunnet bestille det antal lyntests hos de private leverandører, som de gerne ville, for at teste personalet på plejehjem, daginstitutioner med videre. Det viste en undersøgelse, KL lavede i denne uge.
På et møde på embedsmandsniveau i går torsdag mellem justitsministeriet, sundhedsministeriet, KL og Regionerne blev rammerne for en teststrategi for personalet i kommnerne aftalt nærmere. Det glæder KL’s formand, Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard (S).
– Kommunerne har efterlyst en prioritering af testkapaciteten, og derfor er vi glade for, at vi nu har noget at gå efter. Det er afgørende, at medarbejdere og borgere kan føle sig trygge, og at vi passer godt på de mest udsatte borgere. Nu vil vi intensivere testarbejdet på plejehjemmene frem til, at vaccinationerne virker fuldt ud. Og herefter vil vi så kunne brede hurtigtestene ud til flere medarbejdere, siger Jacob Bundsgaard.
Den endelige ordlyd af aftalen er endnu ikke offentliggjort, men indholdet er kendt.
De næste 14 dage er plejehjem hovedprioriteten for lyntests. I den periode testes plejehjem som udgangspunkt med antigentest de dage, hvor der ikke pcr-testes, det vil sige fem dage om ugen.
Den prioritering vil i denne periode lægge beslag på langt størstedelen af den mobile kviktestkapacitet.
Såfremt der ud over plejehjemmene er ledige mobile test til rådighed skal de gå til de sociale institutioner og dernæst til daginstitutioner med videre.
Det betyder også, at det ikke bliver muligt - eller kun i meget begrænset omfang - at teste daginstitutioner med mobile test i de næste 14 dage.
Når de 14 dage er gået, vil man lokalt prioritere anvendelsen af lyntest med ældreområdet som første prioritet, derefter socialområdet og endelig daginstitutionsområdet.
Uskøn diskussion
Der har været en noget uskøn diskussion om ansvar mellem Justitsminister Nick Hækkerup (S) og kommunerne den seneste uge. I sidste uge opfordrede Justitsministeriet kraftigt landets kommuner til at bestille mobile testenheder til de største daginstitutioner, plejehjem og sociale botilbud.
Fra regeringens side blev det ved den lejlighed fremhævet, at der er en stor ledige testkapacitet. Men KL påpegede, at der er stor geografisk forskel på, hvor nemt eller hvor svært det er at få lyntest-leverandørerne ud til de kommunale arbejdspladser.
92 kommuner havde onsdag i denne uge svaret på KL’s undersøgelse om lyntest. 22 kommuner oplyste, at de ikke har kunnet få de antigentests fra private leverandører, som de har brug for.
17 svarede, at det godt kan lade sig gøre, men med mere end fem dages varsel. 16 kommuner meddelte, at de kunnet få alle de ønskede lyntests med én dags varsel.
KL’s næstformand, Kalundborgs borgmester Martin Damm (V), påpegede i går, at nogle kommuner har fået at vide, at leverandørerne først kan komme i næste uge, hvor kviktest-leverandøren efter lyntest-udbuddet er en anden.
– Det vidner om, at vi er ved at gå lidt i panik i forhold til det her med test nu i Danmark, hvor der kommer hurtige udmeldinger, og vi skal sadle om. Det er kapaciteten slet ikke til, sagde Martin Damm til DR torsdag.
Samtidig mener han ikke, at det var i orden, at justitsminister Nick Hækkerup, beskyldte kommunerne for en for langsom ageren.
– Vi syntes jo, at det var en lovligt kæk bemærkning, at nu måtte vi se at komme i gang. Vi har gjort det, myndighederne har bedt os om, 1:1 – og på daglig basis sadler vi om i kommunerne. Vi havde fået besked på noget andet, og det var det, vi fulgte, så mange borgmestre var helt oppe i det røde felt, sagde Martin Damm til DR.
Efter gårsdagens møde mellem ministerierne, KL og Regionerne ser skårene ud til at være klinket. tkn@kl.dk