
V-borgmestre: Det er på tide at overveje en genåbning af samfundet
tekst Mads Brandsen
Antallet af nye smittede med coronavirus i Viborg Kommune har i de sidste par uger været ganske lavt. Mellem to og fem viborgensere er konstateret positive, og det får nu borgmester Ulrik Wilbek (V) til at overveje situationen.
– Alt i alt ser vi tal, vi ikke har oplevet siden september, hvor vores samfund var næsten åbent. Det får sikkert andre end mig til at fundere over, om vi ikke er kommet dertil, hvor vi så småt kan genåbne Danmark, skriver han på Facebook.
Ulrik Wilbek peger på både folkeskolen og detailhandlen som områder, der trænger til at blive genåbnet.
– Jeg er med på, at vi skal være forsigtige, men jeg har også hørt eksperterne fortælle om hvor langt vi skal ned på de forskellige parametre for at kunne åbne op igen. Der er vi nu, og så må konsekvensen vel også være, at der åbnes så småt. Ellers skulle man aldrig have stillet folk det i udsigt. Så bliver det nemlig utroværdigt, og så risikerer vi at befolkningen mister motivationen, lyder det fra Ulrik Wilbek.
I kommentarsporet bakkes han op af Københavns kultur- og fritidsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
– Helt enig, Ulrik. Børnenes trivsel halter, og det haster med at få dem tilbage i skolerne - og i sportsklubberne, skriver hun.
Ringkøbing-Skjerns borgmester Hans Østergaard (V) er også enig i, at der snart bør ske noget. I et interview med Dagbladet Ringkøbing-Skjern efterlyser han, at det overvejes at lempe restriktionerne i nogle kommuner eller områder, hvor smittetallene er lave.
– Jeg ved også godt, at man i regeringen er bange for mutationer. Men de er jo allerede i landet, og alligevel bliver smittetallene ved med at falde. Jeg synes godt, at man kan åbne op igen for samfundet; skulle tallene forværres, vil man jo kunne lukke ned igen fra den ene dag til den anden, siger han.
Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard (V) efterlyser også et opgør med restriktionerne. Han ønsker dog ikke individuelle lempelser til nogle enkelte kommuner men snarere friere nationale rammer for at skabe mindst mulig forvirring.
– Når det kommer til restriktioner, er det en god ide at kigge rundt i hele landet i stedet for på hver enkelt kommune – det har vi jo prøvet. Det skal ikke være noget med, at man deler kommunerne op, så den ene må noget, den anden ikke må. Der skal ikke være alle de rigide regler. Vi bruger sund fornuft heroppe, så vi skal egentlig bare have friheden tilbage under ansvar, og så skal vi passe på hinanden, siger han til Danske Kommuner.
Mikael Klitgaard er dog enig med Ulrik Wilbek i, at man bør overveje at åbne de steder i samfundet, hvor der ikke er smitte.
– Vores kommune er kommet langt ned i smittetal, så nu vil vi bruge stikprøver til at holde øje med de steder, hvor der stadig er smitte, og så skal vi holde afstand og passe på hinanden, siger han og fortsætter:
– Vi er nødt til at sige, at borgerne skal passe på dem selv, og så kan vi give nogle anvisninger, men man kan faktisk godt gøre nogle ting. For eksempel kan vores tøjforretninger godt sælge en klud, hvis man også må gå ned i supermarkedet og handle. Men vi skal selvfølgelig stadig passe på hinanden, for vi vil jo ikke have, at smitten stiger igen. Det handler om frihed under ansvar. mdbr@kl.dk frst@kl.dk