
Venstre mister mandat på ny
tekst Mads Brandsen
Venstre i Københavns Borgerrepræsentation mister endnu engang det mandat, der oprindeligt tilhørte Marcus Knuth.
Partiet fik det ellers tilbage, da Knuth efter at være skiftet til De Konservative valgte at udtræde helt af Københavns Borgerrepræsentation. Men nu har også suppleanten, Peter Dits Christensen, meldt sig ud af partiet, skriver Berlingske.
Peter Dits Christensen forlader Venstre efter at det står klart, at han ikke får lov til at bryde partidisciplinen i sagen om boligbyggeri på Amager Fælled. Det har Peter Dits Christensen hele tiden været imod.
Venstre er et af partierne bag aftalen om byggeriet, og derfor kræver partiets politiske leder på Københavns Rådhus, beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning Skovgaard (V), at alle Venstres medlemmer bakker op.
– Det er nødt til at stå fuldstændig klart på rådhuset, at man kan regne med Venstre, at man kan regne med Venstres mandater, og de aftaler, der bliver indgået, siger hun til Berlingske.
Peter Dits fortsætter valgperioden ud som løsgænger.
Det er i øvrigt anden gang, han forlader Venstre. Første gang var i 2010, hvor han var utilfreds med partiets modstand mod at give homoseksuelle mulighed for at blive viet i folkekirken.
Venstre har nu fem medlemmer på Københavns Rådhus, mens gruppen af løsgængere nu tæller tre. mdbr@kl.dk