
Komponent skaber sammenhæng i kompliceret kommunal hverdag
tekst Thomas Kokholm Nielsen
En komponent er en del eller led, der indgår med en bestemt funktion i en større, sammensat helhed. Det er også navnet på et nyt selvstændigt udviklingscenter i KL-regi, der skal tilbyde kommunerne rådgivning, kompetenceudvikling og efteruddannelse. KL’s bestyrelse tog på mødet torsdag den 21. januar beslutningen om at etablere denne nye selvstændige virksomhed.
Aarhus borgmester og formand for KL Jacob Bundsgaard (S) mener, det er vigtigere end nogensinde, at KL og kommunerne bliver skarpe på den front.
– Vi ved, at kompetenceudvikling hos både ledere, medarbejdere og politikere kommer til at spille en endnu større rolle de kommende år, hvis vi skal sikre en tilstrækkeligt høj kvalitet i de beslutninger, der tages i forhold til den velfærd, der skal leveres. Det er vores ambition med det nye udviklingscenter at styrke vores indsats på efteruddannelse, kompetenceområdet og rådgivning, siger Jacob Bundsgaard.
Komponent omfatter blandt andet en sammenlægning af COK (Center for Offentlig Kompetenceudvikling), KLK (KL’s Konsulentvirksomhed) og KL’s ledelsesområde.
Der altså tale om ydelser, der allerede tilbydes under KL-paraplyen, men tanken er, at det nye center vil give mere fokus og energi til området og skabe en rød tråd gennem de uddannelsestilbud og konsulentydelser, der tilbydes.
– Det er vores ambition at skabe et center, der kan levere ind til de konkrete behov, der er i de enkelte kommuner. Med den samlede kraft kan vi blive en væsentlig aktør, når det handler om ledelsesudvikling og faglig udvikling. Der bliver tale om et center, der i den grad kender kommunernes hverdag og fuldt ud forstår problemstillingerne og den kompleksitet, de opererer i, siger Jacob Bundsgaard.
Der bliver ifølge formanden tale om skræddersyede løsninger, baseret på, at udviklingscenteret i tæt samspil med KL identificerer behovene efteruddannelse og rådgivning i kommunerne.
– Uanset om vi hjælper med at forbedre styringen på socialområdet, sparrer med topledelsen eller kører et uddannelsesforløb for økonomikonsulenter, stiller vi med et hold, der forstår den kommunale drift, de faglige dilemmaer og de ledelsesmæssige aspekter, siger Jacob Bundsgaard.
Der er som sagt tale om en selvstændig virksomhed, men den røde tråd forbinder det nye center med KL. Det tætte samspil med KL sikres blandt andet ved, at alle KL’s direktører med hver deres fagområder indgår i den nye virksomheds bestyrelse.
Uafhængig økonomi
Komponent er som sagt en hel selvstændig virksomhed med en økonomi, der er helt separeret fra KL. Det betyder, at et eventuelt overskud ikke kan komme KL til gavn. Men hvorfor give afkald på en potentiel indtægt fra konsulentydelser og efteruddannelse?
– Det er ikke et sted, der skal generere store overskud, som kan bruges på andet. Det handler om at udvikle stærke tilbud til kommunerne. Er der overskud, kan det føres tilbage til kommunerne, siger Jacob Bundsgaard.
Ifølge KL’s administrerende direktør var det et mål, at etableringen af Komponent ikke skulle skabe ubalance i KL’s økonomi. Udviklingscenteret skal finansiere sig selv.
– KL skal ikke gennemføre besparelser for at etablere Komponent. Omvendt, hvis det kommer til at gå enormt godt økonomisk, så har vi heller ikke muligheder for at trække indtægter ud, men så har Komponent bedre muligheder for at udvikle sig, siger Kristian Wendelboe.
Både KL-formanden og KL-direktøren understreger, at der ikke er tale om at lave en forretning, der skal konkurrere med de private aktører indenfor efteruddannelse og konsulentydelser.
– Det handler ikke om at erobre markedsandel. Det handler om at lave kvalificerede tilbud til kommunerne. Den konsulentfunktion, der ligger i Komponent, skal ikke konkurrere med de private udbydere. Hvis private laver noget godt til en fornuftig pris, så kan kommunerne vælge det, siger Jacob Bundsgaard.
KL-direktøren påpeger også, at Komponent ikke er etableret for at drive forretning.
– Det skal løbe rundt. Pointen er, at kommunerne selv er ejere, og Komponent udbyder noget, kommunerne selv efterspørger. Komponent er en mulighed for at skabe noget, der er behov for, til en pris, der er til at have med at gøre, siger Kristian Wendelboe.
Corona skubbede på
Ifølge Kristian Wendelboe har en ny konstruktion længe været på tale, men det var coronakrisen, der skubbede projektet ud over rampen.
– Der er et overlap mellem COK og KLK, og vi har længe diskuteret muligheden for en ny konstruktion. Den udløsende faktor var corona. Under den første bølge kunne vi konstatere, at kommunerne efterspurgte flere ting fra fællesskabet og KL. Der blev stablet uddannelsestilbud på benene og så videre. Men det satte også lys på, at der var nogle behov, og det medførte, at vi sagde, nu rykker vi, forklarer Kristian Wendelboe.
Etableringen af det nye udviklingscenter blev som sagt besluttet på KL-bestyrelsesmøde torsdag den 21. januar. Officielt træder den nye virksomhedskonstruktion i kraft 1. april. Men med bestyrelsens beslutning er det nye udviklingscenter allerede en realitet.
Som noget af det første vil der nu blive slået en stilling op som direktør for Komponent. I den forbindelse siger KL-næstformand, Kalundborgs borgmester Martin Damm:
– Det bliver en stor og spændende udfordring at stå i spidsen for Komponent. Centeret har allerede rigtig mange dygtige medarbejdere med stor erfaring i at rådgive og uddanne kommunernes ledere og medarbejdere. Og en omfattende og ambitiøs portefølje af relevante ydelser og tilbud. Nu skal vi have fundet den person, der skal stå i front for at udvikle og etablere Komponent som det sted, der kan understøtte den rivende og nødvendige udvikling, som kommunerne kontant står i. • tkn@kl.dk